Danske søstre udlever rockstjerne-drømmen
Trioen Velvet Volume har denne sommer spillet festivaler over hele landet. Det er en drøm, der går i opfyldelse for teenage-søstrene.
Det er sommeren 2013. I indbakken hos de bookingansvarlige på landets festivaler ligger en mail. “Skal vi ikke komme og spille hos jer?”. Mailens afsender er den dengang 18-årige Noa Lachmi. Sammen med sine to søstre har hun dannet rockbandet Velvet Volume.
Et band, der vil frem. Og de er ikke bange for at tage sagen i egen hånd, selvom de ikke er bekendt med branchens do”s and dont’s.
– Vi var jo rimelig meget begyndere på alle punkter og vidste ikke rigtig, hvordan tingene fungerede, fortæller Noa Lachmi med et smil.
Men et halvt år senere er der bonus. Der ligger der et svar fra en festival, der gerne vil booke dem. Danmark er begyndt at få øjnene op for rockgruppen. Nu – tre år efter – går det stærkt for Velvet Volume, der blandt andet står bag numrene “Honey” og “I Think I Need You”.
– Denne sommer har vi nærmest spillet på en festival om ugen, og det har været så fedt at komme rundt i landet og møde nogle nye publikummer. Vi er jo endnu ikke et vildt etableret band, men vi kan mærke, at folk begynder at vide, hvem vi er, fortæller gruppen, der udover Noa Lachmi også består af hendes tvillingsøster Naomi Lachmi og deres lillesøster Nataja Lachmi på 17.
Trioen har altid drømt om, at de en dag skulle være rockstjerner og spille på de helt store scener. Derfor har de heller ikke været bange for at stagedive direkte ind i musikbranchen, selvom de er unge.
– Det eneste, vi havde styr på i starten, var det med at spille sammen. Det der med at kommunikere med publikum, sammensætte en setliste, lave promovering og få styr på lyden, alt det har vi bøvlet med, siger gruppen.
– Men vi var heldige ret tidligt i vores forløb at møde nogle mennesker, der troede på os og indtil videre har vi ikke oplevet noget mega nederen, fortæller de.
Selvom det er få år, gruppen har været i musikbranchen, har de alligevel lært en masse.
– En af de ting, vi har opdaget er, at jo større et band, man bliver, jo flere mennesker har en mening om én. Og selvom det bare er én ud af tusind, der mener noget negativt, så kan det godt være svært, indrømmer 19-årige Noa, der ligesom sin tvillingsøster netop har afsluttet sin studentereksamen.
Musikken bliver dermed et fuldtidsarbejde for de to ældste søskende – selvom de ikke er meget for at kalde det for arbejde. De mener, at det har hjulpet dem med at navigere i branchen, at det aldrig har handlet om at tjene penge.
– Vi har en inderlig, ærlig kærlighed til musikken, som aldrig har været på sådan en professionel måde. Musikken har aldrig været et produkt, vi skulle sælge til en modtagergruppe. Vi elsker bare at spille musik, og det, tror jeg, har gjort det sjovere at gå ind i branchen, siger Naomi Lachmi og tilføjer:
– Vi har bare altid drømt om at komme ud og spille, og det er nærmest kommet bag på os, at vi også kan få en indtægt ud af det, siger Natalja Lachmi.
Onsdag aften spillede gruppen på Smukfest i Skanderborg. Endnu et højdepunkt i rækken af oplevelser for trioen.
– Det er ret vildt, når man sidder backstage før en koncert og ser alle de mennesker, der kun er der på grund af os. Det er jo vildt, at folk tror så meget på os. Det kan gøre mig helt rørt, siger Naomi Lachmi.
/ritzau/FOKUS