Danske komediefilm bejler til europæisk "Oscar"
Film fra danskerne Anders Thomas Jensen og Anders Matthesen side om side i kapløb
De danske film "Den sidste viking" og "Ternet Ninja 3" er med i kapløbet om en nominering til European Film Awards.
Tirsdag har European Film Academy, som uddeler prisen, offentliggjort en shortlist.
Den består af udvalgte film, som medlemmerne af akademiet nu kan stemme på til en nominering til prisen, der er blandt de mest eftertragtede i Europa.
Europæisk "Oscar"
Den omtales sommetider som den europæiske pendant til Oscar i USA.
"Den sidste viking" er den seneste film fra instruktøren Anders Thomas Jensen, som har en række populære komedier bag sig.
Filmen har Nikolaj Lie Kaas og Mads Mikkelsen i hovedrollerne som brødrene Anker og Manfred.

De to brødre genforenes efter mange år, da Anker bliver løsladt fra fængslet og vil have Manfreds hjælp til at finde pengene fra et gammelt røveri.
Indleder konflikt med hårdkogt fyr
Den anden af de to danske bud er den humoristiske animationsfilm "Ternet Ninja 3", som komikeren Anders Matthesen står bag. Den handler om drengen Aske og en ninjadukke, der er blevet vakt til live.
I den tredje film kommer Aske uforvarende til at indlede en konflikt med den hårdkogte fyr Marco, som han ikke umiddelbart har mod på. Men han presses af Ternet Ninja til at forsvare sig selv.
Det er medlemmer af bestyrelsen i European Film Academy, der i fællesskab med eksperter fra branchen har udvalgt film til shortlisten.
Men det er op til de omkring 5.400 medlemmer af akademiet, hvilke film der bliver nomineret.
Flere danske vindere
Filmene kan blive nomineret i kategorier som European Film, European Director og European Animated Feature Film.
Der er også priser til skuespillere.
Listen med nominerede offentliggøres den 18. november, og selve prisuddelingen sker den 17. januar i den tyske hovedstad, Berlin.
I de seneste år har danske film som "Bastarden", "Flugt" og "Druk" vundet priser til European Film Awards.