Danske kendisser stikker af på solrig sommerferie
Der er feriestemning blandt de danske kendisser, der deler billeder i massevis fra deres solrige ferier.
De danske lufthavne er i disse uger fyldt med forventningsfulde rejsende, der skifter det danske sommervejr ud med sydens sol.
Der er også feriestemning blandt de danske kendisser, og på det sociale medie Instagram deler flere celebre personligheder flittigt billeder fra deres ferieparadis.
Tv-vært rejst til Maldiverne
Tv-værten Sara Maria Franch-Mærkedahl, der vandt tv-programmet “Vild med dans” i 2014, er rejst til Maldiverne sammen med kæresten, Morten Heiberg.
De seneste dage har hun lagt en række billeder fra ferien på Instagram.
Torsdag har hun delt et billede af sig selv, hvor hun slikker sol iført hat og solbriller.
– Torsdagshumør, skriver hun til billedet efterfulgt af hashtags som “pænt tilfreds” og “optur”.
Beier nyder roen ved poolen
Landmand søger kærlighed-værten, Lene Beier, stod torsdag tidligt op for at nyde roen ved poolen.
Det viser hun med et billede på sin Instagram-profil, hvor hun har tagget billedet med den geografiske placering Villefranche-sur-Mer, der er en lille fransk by tæt på Nice.
– Den første i poolen, skriver hun.
Musical-stjerne er taget til Gili-øerne
Musicalstjernen Maria Lucia Rosenberg er taget til Gili-øerne i Indonesien.
De seneste dage har hun delt billeder af kridhvide strande, azurblåt havvand, små skildpadder og solbadning.
Torsdag har skuespillerinden delt endnu et billede fra ferieparadiset, hvor hun står i soveværelset iført en lyserød kimono.
– Morgener, skriver hun kortfattet til billedet.
Stephania Potalivo nyder Spanien
Skuespillerinden Stephania Potalivo er også rejst mod varmere himmelstrøg.
Onsdag delte hun et billede af sig selv i Københavns Lufthavn.
Sjit Happens-stjernen har sat kursen mod den spanske storby Barcelona.
Fredag får hun selskab af kæresten, Nils Petter Bro, som hun blev forlovet med i maj.
– Min kæreste kunne først rejse på fredag. Det kunne jeg altså ikke vente på! Så jeg tager til Barcelona nu. Vi ses fredag, Nils Petter, skriver hun til billedet efterfulgt af hashtagget “utålmodig type”.
Paradise Hotel-vært er på Kos
Paradise Hotel-værten Rikke Gøransson nyder også sydens sol.
Sammen med sin kæreste, Mads Madsen, ferierer hun i øjeblikket på den græske ø Kos, hvor både maden og det gode vejr nydes.
Tv-værten Cecilie Beck nyder også solens stråler på Mallorca, mens bokseren Mikkel Kessler deler billeder fra ferien i Grækenland.
/ritzau/FOKUS