Dansk sangerinde stopper med at spille koncerter

Sangerinden Fallulah stopper for en tid med at turnere med sin musik for at hellige sig andre projekter.

Foruden at være succesrig sanger og sangskriver, har Fallulah blandt andet stiftet projektet “Hej Søster”, som skal få kvinder i musikbranchen til at støtte hinanden. Arkivfoto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

Danskerne lærte for alvor den dansk-rumænske sangerinde Fallulah at kende, da hendes nummer “Out of It” var temasang til den populære DR-serie “Lykke”.

Siden er hendes karriere drønet afsted i hæsblæsende fart.

Artiklen fortsætter under videoen

Foruden at være succesrig sanger og sangskriver, har hun blandt andet stiftet projektet “Hej Søster”, som skal få kvinder i musikbranchen til at støtte hinanden.

Men nu har Fallulah besluttet, at det for en tid skal være slut med at spille koncerter, når hun har afsluttet sin efterårsturné.

Det oplyser hun på Instagram.

– Jeg har taget en beslutning om, at denne turné, som starter på musikhuset på Bornholm den 27. september og slutter med et brag på Hotel Cecil i København den 18. oktober, bliver den sidste deciderede Fallulah-turné på ubestemt tid, skriver sangerinden.

I opslaget takker Fallulah sit band og sit crew samt de mange fans, som har været til hendes koncerter gennem årene.

Hun løfter samtidig en lille smule af sløret for fremtiden og fortæller, at hun fremover blandt andet vil arbejde med projektet “Hej Søster”, arrangere festivaler, skrive sange, lave aktivistisk arbejde og holde foredrag.

– Der er lige nu så mange andre ting, der også kalder på mig kreativt. Er meget glad og taknemmelig for at kunne realisere endnu flere projekter i den kommende tid, som jeg glæder mig til at dele med jer, forklarer sangerinden.

Powered by Labrador CMS