Dansk prinsesse har fødselsdag

Prinsesse Athena fylder ni år onsdag

Udgivet Opdateret

Prinsesse Athena, der er det indtil videre yngste medlem af den danske kongefamilie, fylder onsdag 24. januar ni år. Prinsessen har som resten af Danmark haft et bekymrende år med Covid-19. Knap var hun fyldt otte, før verden blev vendt på hovedet.

Forinden var Athena flyttet med far Prins Joachim, mor Marie og storebror Henrik til den franske hovedstad Paris, hvor Joachim skulle begynde et nyt spændende job. Han blev siden ramt af en blodprop og måtte hasteindlægges og -behandles.

Siden fik Covid-19 fat, og familien rejste tilbage til Danmark og siden tilbage til Paris. Noget af en mundfuld for en otteårig.

Prinsesse Marie har tidligere fortalt, at hun håber, at prinsesse Athena og prins Henrik bliver bedre til at tale fransk og får et tættere forhold til Frankrig ved at bo i landet.

– Mine børn ser ikke min familie særlig meget, og de kender ikke deres franske kultur særlig godt. Jeg taler selvfølgelig til dem på fransk, men jeg synes ikke, at deres franske er godt nok, fortalte hun i april til det franske magasin Point de Vue.

Opkaldt efter farmor

Prinsesse Athena bærer det fulde navn Athena Marguerite Françoise Marie.

Navnet Marguerite har hun fået efter sin farmor, dronning Margrethe, mens hun har navnet Françoise efter sin mormor og navnet Marie efter sin mor. Prinsesse Athena er nummer ti i arvefølgen til den danske trone.

Hun blev født tirsdag 24. januar 2012 kl. 8.27 på Rigshospitalet, og hun vejede 2930 gram ved fødslen og var 49 centimeter lang. I 2017 startede Athena på den katolske skole Sct. Joseph Søstrenes Skole i Ordrup. Det er også den skole, hvor prins Henrik gik i skole.

Prinsesse Athena er døbt søndag den 20. maj 2012 i Møgeltønder Kirke.

Powered by Labrador CMS