Dansk kendispar i glamourøst bryllup

Den danske dj Faustix kan nu kalde influenceren og tv-personligheden Irina Olsen for sin hustru.

Udgivet Opdateret

Lørdag den 21. september blev en mindeværdig dag for den danske dj Faustix og influenceren Irina Olsen. De to sagde nemlig “ja” til hinanden ved et storslået og glamourøst bryllup på Sophienberg Slot i Rungsted.

Det viser det nygifte par på deres Instagramprofiler, hvor de deler billeder og stories fra brylluppet.

– Det har været en fantastisk rejse for os med mange op- og nedture, men vigtigst af alt har vi altid troet på hinandens styrker – og derfor sagde vi “ja” til hinanden i går (lørdag, red.), skriver dj’en blandt andet til et billede, hvor han og Irina Olsen udveksler ringe.

Et turbulent forhold

Forholdet mellem Faustix og Irina Olsen har til tider været turbulent. I 2018 gik de fra hinanden som konsekvens af Faustix’ alkoholmisbrug, som han i mange år kæmpede med.

Men efter en del bump på vejen fandt parret atter sammen, og lørdag sagde de så “ja” til hinanden ved et rørende bryllup.

I en spørgerunde på Instagram afslører dj’en da også, at han “flæbede lidt”, da Irina Olsen kom gående op mod alteret.

Faustix og Irina Olsen blev forlovet i november sidste år. Her overraskede stjerne-dj’en sin kæreste, da han faldt på knæ i den italienske storby Milano.

Se billederne fra brylluppet her:

/ritzau/

 

Powered by Labrador CMS