Dansk hit-duo fejrer jubilæum Sankt Hans aften
Du kan helt sikkert synge med på duoens største hits.
Med et pladesalg i millionklassen, international succes og uopslidelige klassikere som Sunshine Reggae, White Horse og Bakerman på samvittigheden, kan Laid Back i år se tilbage på 40 års musikalsk samarbejde.
Duoen, som udgøres af John Guldberg og Tim Stahl, markerer jubilæumsåret Skt. Hans Aften, hvor makkerparret den 23. juni indtager Plænen i Tivoli klokken 20.00 til en aften med Laid Back-klassikere samt nyt materiale.
Det oplyser Tivoli i en pressemeddelelse.
Laid Back ser frem til at fejre Sankt Hans aften i Tivoli:
– Vi glæder os rigtig meget til at komme ind at spille i Tivoli og møde publikum. Det er et stykke tid siden sidst vi har været her, så vi glæder os meget til at komme herind igen. Det bliver rigtigt sjovt at komme ud og optræde med vores nye band. Vi håber vejret er med os, da Laid Back helst skal opleves med sol.
Musikalske ”goodvibes” på Plænen i Tivoli
Når Laid Back indtager Plænen, vil publikum kunne se frem til at opleve højdepunkter fra duoens 40 år lange karriere. Tidligere på dagen er der i Tivoli rig mulighed for at opleve underholdning for store og små med forskellige forestillinger, koncerter, ture i Tivoli-forlystelserne eller slå sig ned på Plænen med sin medbragte picnic kurv. Traditionen tro bliver aftenen rundet af med Sankt Hans bål på Tivoli Søen, der tænders klokken 21.30, mens Københavns Drengekor fylder den lyse sommeraften med midsommersang. Det hele rundes af med Tivoli Illuminationer på søen.
– Vi har ofte været ude at spille Sankt Hans aften. For os er en god Sankt Hans aften en aften med dejlige venner, et stort bål, god musik – og hvis vejret så er med os – så er den der ligesom bare, siger John Guldberg.
Pionerer på den danske musikscene
Tidligere på året blev Laid Back hædret med en pionerpris ved uddelingen af musikkritikernes pris, Steppeulven, for deres lange og unikke musikalske virke. Deres elektroniske pop har været banebrydende – både i national og international forstand. Gennem årene har Laid Back været inspirationskilde for en række af de største navne på den internationale musikscene. Duoens sange er blandt andet samplet af kunstnere som Justin Timberlake, The Black Eyed Peas og Snoop Dogg.
Laid Backs nye album Healing Feeling – et musikalsk udspil fyldt med sommerlige ”goodvibes”, markerer duoens 40 års jubilæum. Publikum kan se frem til en live aften i Tivoli med sommerstemning med nye numre og klassiske Laid Back-hist som Bakerman, White Horse og Sunshine Reggae.
John Guldberg siger:
– Sunshine Reggae har sit eget liv. Det er en sang vi lavede for mange år siden og den lever stadig i bedste velgående og det er selvfølgelig en stor glæde for os. Det er den sang, som vi bliver forbundet med, så den har vi et meget nært forhold til. Den har jo sørget for, at vi kunne fortsætte med at lave musik. Vores nye album handler om kærlighed, drømme og håb og så noget fed musik der kører nede i hofterne og får det til at svinge. Vi har vores helt egen stil – Laid Back – vi er virkelig det vi udtrykker i musikken.