Dansk dokumentar nomineret til Oscar
Vampyrfilmen "Sinners" bliver med 16 nomineringer den film, der har fået flest oscarnomineringer nogensinde
Den danskproducerede film "Mr. Nobody mod Putin" er nomineret til en Oscar i kategorien Bedste Dokumentarfilm,
Det oplyser oscarakademiet under årets nomineringsshow torsdag.
Filmen er en ud af fem film, som er nomineret i kategorien.
Tine Fischer, som er administrerende direktør for Det Danske Filminstitut, er begejstret for nomineringen.
- Vi har hænderne meget højt oppe over hovederne. Selvfølgelig fordi vi er lykkelige over at være blevet nomineret, men også fordi det var i et meget, meget stærkt felt, siger hun.
Har base i København
Hun fremhæver, at flere af de andre film i feltet har stærke kræfter som Netflix eller Apple bag sig, hvilket giver store kampagnebudgetter.
"Mr. Nobody mod Putin" er instrueret af den amerikanske instruktør David Borenstein, som har base i København.
Den er produceret af danske Helle Faber i samarbejde med det tjekkiske produktionsselskab Pink.
Følger russisk lærer
I filmen følger man den russiske lærer Pavel eller "Pasha" Talankin, som også er filmens medproducer.
Læreren dokumenterer, hvordan det russiske skolesystem og undervisningens indhold ændrer sig i takt med Ruslands invasion af Ukraine.
Filmen følger folkeskolelæreren i to år, hvor han i protest har smuglet optagelser af propaganda- og krigsundervisning af elever på den skole, han underviste på, ud af Rusland.
Nomineret til 16 priser
Den film, der fik mest opmærksomhed ved årets nomineringsshow, blev Ryan Cooglers vampyr-gyser "Sinners".
Filmen bliver med 16 nomineringer den film, der har fået flest oscarnomineringer nogensinde.
Hidtil har "All About Eve", "Titanic" og "La La Land" delt rekorden for flest oscarnomineringer. De fik 14 nomineringer i henholdsvis 1951, 1998 og 2017.
"Sinners" er blandt andet nomineret i kategorierne for Bedste Film, Bedste Instruktør, Bedste Mandlige Skuespiller og Bedste Kvindelige Birolle.
Derudover er filmen også blevet nomineret for sit kostumedesign, sin casting og for den bedste originale sang.
Dansk fotograf nomineret
Nomineringen af "Mr. Nobody mod Putin" blev ikke det eneste danske islæt ved torsdagens nomineringsshow.
Her blev den danske filmfotograf Dan Laustsen nemlig også nomineret til en Oscar for bedste fotografering for filmen "Frankenstein".
Dan Laustsen har også tidligere været nomineret til en Oscar for "The Shape og Water" og "Nightmare Alley".
Norsk film nomineret til ti priser
Filmen "Affektionsværdi" af den dansk-norske instruktør Joachim Trier løb med ni nomineringer ved nomineringsshowet. Det gør filmen til den skandinaviske film med flest oscarnomineringer nogensinde.
"Affektionsværdi" er blandt andet nomineret i kategorien Bedste Film og Bedste Internationale Film samt for en række af filmens skuespilpræstationer.
Hidtil har den danske animationsfilm "Flugt" og den svenske instruktør Ruben Östlunds "Triangle of Sadness" delt den skandinaviske rekord for flest oscarnomineringer.
De har begge været nomineret i tre kategorier.