Dansk cykellegende: Her er han i dag
Leif Mortensen har legendestatus i dansk cykelsport. Karrieren skaffede ham medaljer ved VM og OL og en topplacering i Tour de France. 5. maj fylder han 75 år
Danske cykeltalenter buldrer frem i verdenseliten i disse år, men mange af dem kommer formentlig aldrig i nærheden af Leif Mortensens meritter.
Sportsstjernen med det folkelige kælenavn “Leif den Lykkelige” blev indlemmet i dansk sports “Hall of Fame” i 1994.
Det var kulminationen på en cykelkarriere, der blandt andet kastede OL- og VM-medaljer af sig, mens det også blev til en topplacering i Tour de France.
Onsdag den 5. maj fylder Leif Mortensen 75 år.
En populær atlet
Leif Mortensen var en populær atlet i Danmark, fordi han ofte fremstod beskeden og venlig. Deraf kælenavnet. Men også fordi han var et naturtalent på cyklen.
Det beviste den unge maskinarbejder, da han i 1968 sikrede Danmark en sølvmedalje i landevejsløb ved OL i Mexico City.
Året efter fik han karrierens store gennembrud, da han ved VM for amatører stak af fra alt og alle, kørte alene de sidste 25 kilometer og vandt. Triumfen førte til en professionel kontrakt.
Amatørmedaljen blev vekslet til en af professionel karakter i 1970. Her blev han nummer to ved VM i England efter belgieren Jean-Pierre Monseré.
Noget særligt
Når snakken i dag falder på Leif Mortensen, fremhæves hans sjetteplads i Tour de France i 1971 ofte som noget særligt.
Frem til 1990’erne var det den bedste danske placering i verdens største etapeløb, og præstationen er stadig kun overgået af Bjarne Riis.
Det blev også til en samlet sejr i Belgien Rundt og en etapesejr i Paris-Nice over legenden Eddy Merckx for Leif Mortensen.
– Jeg synes, at jeg har haft en god karriere. Jeg nyder at tænke tilbage på den, og jeg synes, det var en god tid, siger han.
Siden karrierestoppet har Leif Mortensen blandt andet været formand for barndomsklubben CC Gladsaxe, træner for Danmarks landshold og ekspertkommentator ved adskillige cykelløb på tv.
I dag bruger han meget af tiden sammen med kæresten Linda i huset i Rørvig.
Cyklen hopper han også stadig på af og til, hvis han da ikke lige er i gang med et hobbyprojekt i sommerhuset.