Claes Bang-film udelukket fra at få filmpris

Tirsdag blev de nominerede til den største britiske filmpris, Bafta, offentliggjort.

“The Square” med danske Claes Bang i hovedrollen er ikke nomineret til den største britiske filmpris, Bafta. Foto: Scanpix/Ben Stansall (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Filmen “The Square” med danske Claes Bang i hovedrollen er ikke at finde blandt de nominerede til den prestigefyldte britiske filmpris Bafta.

De nominerede til prisen blev offentliggjort tirsdag.

Det har indtil nu ellers gået godt for “The Square” ved flere prisoverrækkelser.

Ved filmfestivalen i Cannes modtog filmen den prestigefyldte Guldpalme. Senere hen vandt Claes Bang en European Film Award for bedste mandlige hovedrolle.

Senest var “The Square” nomineret til den amerikanske filmpris The Golden Globe, som løb af stablen søndag. Filmen var nomineret i kategorien bedste udenlandske film, men måtte gå tomhændet hjem fra prisoverrækkelsen.

12 nomineringer

Ved årets Bafta løber filmen “The Shape of Water” af Guillermo del Toro med det største antal Bafta-nomineringer med 12 af slagsen.

Den er blandt andet nomineret til prisen for bedste film. Del Toro er nomineret til bedste instruktør, og skuespillerinderne Sally Hawkins og Octavia Spencer er nomineret til henholdsvis bedste kvindelige hovedrolle og bedste kvindelige birolle.

De to film “Three Billboards Outside Ebbing, Missouri” og “Darkest Hour” følger efter med ni nomineringer hver. Begge er nomineret til bedste film.

Herudover er filmene “Dunkirk” og “Call Me By Your Name” nomineret til bedste film.

Af de ovennævnte film er det kun “Dunkirk”, der har haft premiere i danske biografer. Dog får “Three Billboards Outside Ebbing, Missouri” premiere den 11. januar.

Selve prisoverrækkelsen finder sted den 18. februar.

Sidste år modtog musicalen “La La Land” prisen for bedste film.

Fakta om Bafta

* Bafta står for the British Academy of Film and Television Arts. Det er en uafhængig organisation, der “støtter, udvikler og promoverer kunstarten inden for levende billeder”.

Ud over priserne til film uddeler Bafta også priser inden for tv og videospil.

* Bafta blev grundlagt i 16. april 1947. Den første uddeling af filmpriser var to år senere i 1949, hvor filmen The Best Years of Our Lives blandt andet blev hædret.

Organisationens første formand var filminstruktøren David Lean, der blandt andet var kendt for filmen Lawrence of Arabia.

* I 1998 blev Baftas uddeling af priser til film og tv delt op i to separate prisuddelinger.

* Siden 1998 har Bafta også fejret og belønnet videospil-branchen. Og i 2005 fik videospil sin egen prisuddeling på linje med tv og film.

* I år uddeles der filmpriser i 23 kategorier. De tæller blandt andet kategorierne bedste film, instruktør, ikke-engelsksprogede film og dokumentar.

* Bafta er en medlemsorganisation med 7500 medlemmer. Den britiske organisation bliver blandt andet finansieret af dets medlemskaber, individuelle donationer og fonde.

Kilde: Bafta.org.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS