Christopher: -Det føles som at starte forfra på karrieren

Den garvede hitmager har bevæget sig ud på ny grund, og det minder ham om starten på karrieren.

Christopher er opruindeligt født og opvokset på Amager. Men der er ikke kun i Danmark, han har mange fans. Foto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

I dag, lørdag, stiller hitmageren Christopher sig igen på scenen, når The Voice ’18 afholdes i Tivoli.

Siden sin debut har han været på plakaten til det populære event en håndfuld gange, men når han denne gang skal optræde, står det i hård kontrast til de spillejob, han ellers har haft på det seneste.

Sangeren er nemlig for nylig kommet hjem fra Korea, Taiwan og Hongkong, hvor han har spillet både koncerter og på festivaler.

– Man ved ikke, hvad man skal forvente af publikum i Asien, hvor man herhjemme til The Voice, når man har prøvet det et par gange, ved, hvordan det er, siger Christopher.

Faktisk har oplevelsen i Asien været en reminder for popkometen om, hvordan det var i starten af hans karriere, da han endnu ikke var et stort navn i Danmark.

– Jeg laver meget promotion, når jeg er afsted, og i Korea og Taiwan er det bare fuldstændigt som at starte forfra. Der er jeg bare “Mr. Nobody”, siger Christopher.

Sangeren var endnu ikke fyldt 20 år, da han tog hul på karrieren og måtte vænne sig til at blive udfrittet af journalister og forfulgt af fans.

– Der er mange ting (i Asien, red.), der er på samme måde, som de var herhjemme, da jeg startede min karriere, hvor man for eksempel får de samme spørgsmål igen og igen. Det gør også, at det er dejligt at komme hjem, hvor man ved, at man har folk, siger han.

– Men er du gal, hvor kan jeg huske, hvordan det var i starten af min karriere. Jeg kan også huske, første gang jeg spillede til The Voice. Der var god hype, men da jeg så kom året efter og året efter igen, kunne jeg virkelig mærke, hvordan det voksede. Det har været så vildt, siger han.

Stadig masser af ambitioner

Selvom karrieren i Danmark er vokset støt, så har Christopher stadig masser af ambitioner og drømme, han håber at få opfyldt herhjemme.

– Jeg har tre koncerter i efteråret, som er på spillesteder, der lige er størrelsen over der, hvor jeg normalt spiller herhjemme, siger sangeren, der blandt andet indtager Forum i København.

– Det er så fedt at tage det skridt og den chance, for man er jo ikke sikker på, at de koncerter bliver udsolgt. Det er spændende og nervepirrende, men så fedt, hvis det lykkes.

Powered by Labrador CMS