Bror til Lundins ofre taler ud i tv-program

I en ny sæson af en dokumentarserie fokuseres der blandt andet på sagen om Peter Lundin.

Udgivet Opdateret

– Hvis jeg kan være med til at sørge for, at Peter ikke kommer ud, så vil jeg gerne det. Det er faktisk den eneste grund til, at jeg vil være med i det her program. Han skal ikke ud, den mand – han er farlig.

Sådan siger Martin i et kommende afsnit af dokumentarserien “Profil af en morder”, der sendes på Kanal 5. Martin er bror til Dennis og Brian, der sammen med deres mor blev ofre for Peter Lundin.

Han har besluttet sig for at fortælle sin historie i programmet. Således hører seerne om den sidste gang, Martin så Marianne og drengene i live. Han fortæller, hvordan det var at være den første mand i huset efter drabene og om mødet med Peter Lundin i retten.

Programmet har premiere på Kanal 5 den 30. januar.

En usædvanlig sag

Peter Lundin er på mange måder en af de mest særprægede mordere, vi har her hjemme. Derfor har produktionen bag programmet fundet det naturligt at fokusere på ham.

I 1992 blev han sammen med sin far anholdt i Toronto, Canada. Peter blev senere dømt for at have slået sin mor ihjel i USA. Den danske befolkning kom i første omgang i kontakt med ham, da han medvirkede i TV-programmet “Den amerikanske drøm”, hvor det famøse klip, hvor han farver halvdelen af sit ansigt sort, stammer fra.

Faktisk hedder han slet ikke Peter Lundin længere. Han har flere gange skiftet navn. Han blev 15. marts 2001 idømt livstid i fængsel, fordi han blev fundet skyldig i at have dræbt Marianne Pedersen, som han var kæreste med, og hendes to sønner. Selv har Lundin hele tiden nægtet sig skyldig.

Ligene efter de tre blev aldrig fundet, og det formodes, at Lundin har skåret dem i stykker og smidt resterne i skraldespande rundt på det meste af Sjælland.

Handler kun om ham selv

Konceptet i programserien er at tegne et billeder af mennesker, der dræber. I den forbindelse har produktionen hevet flere eksperter ind for at kommentere.

Her medvirker den tidligere drabschef og ekspert i profilering af gerningsmænd, Bent Isager-Nielsen Han var i profileringsgruppen, der i sin tid lavede profilen af Lundin og derfra strategien for afhøringen af ham. Han husker tydeligt den sag, siger han i programmet.

– Det gik hurtigt op for mig, at vi havde at gøre med en kriminalsag, som var helt usædvanlig efter danske forhold, fortæller Bent Isager-Nielsen.

Johnny Winsløv, manden der anholdt Peter Lundin og efterfølgende tilbragte over 300 timer med ham i afhøringslokalet, lægger ikke fingre imellem, når han omtaler Lundin. Ifølge ham er der kun tre ting, der betyder noget for den livstidsdømte og kyniske morder – ham selv, kvinder og penge.

Powered by Labrador CMS