Broen-forfattere: -Ikke alle vil kunne lide slutningen

Fjerde og sidste sæson af "Broen" er på trapperne, og hovedforfatterne bag serien glæder sig til afslutningen.

Udgivet Opdateret

Den har vokset sig til at blive en international succes og er blevet solgt og vist i 188 lande verden over.

Fjerde og sidste sæson af den dansk-svenske serie “Broen”, der har svenske Sofia Helin og danske Thure Lindhardt i hovedrollerne, får premiere i januar.

Denne gang får fans af serien for alvor et kig ind bag facaden.

Det lover de to svenske hovedforfattere på serien.

– Der er en ny forbrydelse at løse, og der er en del nye karakterer at møde. Fordi det bliver den sidste sæson, dykker vi dybere ned i Saga og Henrik, så seerne kan forvente flere af de private sider fra begge hovedroller. De står over for udfordringer og forandringer, siger Hans Rosenfeldt.

Selv om fjerde sæson bliver den sidste i rækken, så er de to manuskriptforfattere gået til opgaven på sædvanlig vis.

Nerver ikke større end normalt

Nerverne er ikke større end normalt, fortæller de.

– Der er altid lidt et pres, for hver sæson skal være bedre end den sidste. Så det er altid en udfordring, men vi er tilfredse med det hele. Vi ved, at ikke alle vil være tilfredse med den måde, vi har valgt at slutte serien på, men man kan ikke gøre alle tilfredse, siger Camilla Ahlgren.

Sammen har de to hovedforfattere arbejdet på alle fire sæsoner af “Broen”, og serien er blevet en massiv del af deres karrierer, fortæller de.

Derfor er det også med blandede følelser, at de tager afsked med den.

– Det er trist, må jeg sige. Jeg talte lige med min datter, og jeg tror, at hun er flere følelser omkring det, end jeg har. Hun var 7 år, da jeg begyndte at arbejde på serien, og nu er hun næsten 19. Så det har været en stor del af hendes liv, og så indså jeg, at det virkelig har været en enorm del af mit liv.

– I 11 år har jeg arbejdet på det her projekt, jeg er ekstremt stolt af hele serien. Men jeg er også glad for, at vi ikke skal lave det længere, fordi på et tidspunkt begynder du at blive træt af det, og du vil efterlade noget, som stopper på toppen. Men det er en stolt tristhed, forklarer Hans Rosenfeldt.

Succes kom bag hovedforfattere

Seriens enorme succes er kommet bag på dem begge.

– Vi troede, at den ville blive meget mindre, fordi serien havde et kompliceret krimiplot og mange karakterer. Den var krævende for seerne virkelig at forstå og følge, så vi troede, at “Broen” ville blive en smallere serie med et mindre publikum, at den ikke var for alle, siger Camilla Ahlgren.

– Det var en stor overraskelse, da den først fik succes i Holland og så i England og så i resten af verden. Sverige havde ikke rigtig haft en stor, international succes før, så vi tænkte, hvorfor denne her skulle blive den første for os. Så det var en behagelig overraskelse, tilføjer Hans Rosenfeldt.

Fjerde sæson af “Broen” får premiere 1. januar.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS