Bramfri forsvarsminister fylder 40

Trine Bramsen er i sit livs politiske kamp og skal rydde op på forsvarsområdet, hvor skandalerne hober sig op. Fredag den 26. marts fylder hun 40 år

– Man ændrer ikke noget uden kamp – og slet ikke i politik, der handler om magt. Det er en magtkamp om at sætte retningen, siger forsvarsminister Trine Bramsen, der fylder 40 år den 26. marts. (Arkivfoto) – Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

Trine Bramsen (S) erklærede tidligt i sin periode som forsvarsminister, at hun vil rydde op efter flere politisk betændte sager.

Forsvarsministeren er kendt som typen, der med sine udsagn skærer ind til benet. Den slags kan dog føre til, at man rammer knoglen.

– Man ændrer ikke noget uden kamp – og slet ikke i politik, der handler om magt. Det er en magtkamp om at sætte retningen.

– Jeg har aldrig været så naiv, at jeg har troet, at der ikke ville være friktion, eller at man ikke ville få nogle knubs, hvis man forsøger at ændre noget, siger hun.

Fredag den 26. marts fylder Trine Bramsen 40 år.

Den hårdtarbejdende fynbo steg hurtigt til tops i Socialdemokratiet og får ros for at erkende problemerne på sit område og at forsøge at løse dem.

Men der er også ris fra kritikerne.

Langer ud efter medierne

Hun har ikke været bleg for at lange ud efter medier og er på det seneste kommet på kant med forsvarsansatte og ordførere, fordi hun blandt andet kaldte forsvarschefen for en “styrelseschef”.

Efter blot to år i Folketinget fik hun den tunge post som retsordfører i 2013. Hun blev kaldt en strammer, som skulle sørge for, at partiets linje ikke veg fra Dansk Folkepartis.

Blandt andet foreslog hun at nægte asyl til asylansøgere, hvis de tre gange blev taget i at køre uden billet i offentlig transport.

Hun er selv uenig i, at hun skulle være strammer, og har fremhævet sine forebyggende tiltag på området, hvilket også anerkendes bredt i Folketinget.

På sin profil på Instagram lægger hun billeder op af ostemadder, hjemmebag og en kampklædt minister, der hilser på ansatte i Forsvaret.

Det er en noget anden tilgang end tidligere forsvarsministre og skyldes “den hårde tone på sociale medier og et ønske om at vise, at det er almindelige mennesker, der er i politik”. Ellers er hun meget privat, fremhæver hun.

Pænere farver på skolerne

Spirerne til en politisk karriere viste sig, da hun som 12-årig skrev et brev til ugeavisen Svendborg og krævede, at der kom pænere farver på byens skoler.

Den fynske politiker er fra et lærerhjem og har som mange andre socialdemokrater været glødende engageret i ungdomspartiet.

I 2007 opnåede hun en kandidatgrad i offentlig administration og virksomhedsstudier på Roskilde Universitet og blev derefter konsulent i revisionsvirksomheden Deloitte.

Det kommer hende til gode, når hun som minister forsøger at rydde op på sit område, mener hun.

Og der er nok at tage fat på.

Skal blot et fåtal af sagerne nævnes, er der Forsvarets Efterretningstjenestes mulige ulovlige spionage, den tidligere hærchefs dom på tre måneders fængsel for forsøg på magtmisbrug samt mulig korruption i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

Den runde fødselsdag går med arbejde og en god italiensk middag om aftenen med familien, hvor de vil være under fem personer til stede.

Powered by Labrador CMS