Bogkærlighed og jura som et sikkert kort

Mario Vargas Llosa er en af Sydamerikas største forfattere. Han elsker bøger, og trods svære odds blev det hans levevej. Søndag den 28. marts fylder han 85 år

Mario Vargas Llosa fik i 2010 Nobelprisen i litteratur. (Arkivfoto) – Foto: Europa Press/M.fernndez. Pool/Ritzau Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Det var kærligheden til bøger, hvad bøger gjorde ved ham, og rejserne, bøgerne kunne tage ham ud på, der fik den peruanske nobelprismodtager Mario Vargas Llosa til at blive forfatter.

Søndag den 28. marts fylder han 85 år.

– Jeg er forfatter, fordi det var en så fantastisk oplevelse at lære at læse, det ændrede mit liv fuldstændig, sagde Mario Vargas Llosa i 2019 i et interview på kunstmuseet Louisiana.

Kærligheden til litteraturen satte dybe spor i den unge dreng. En kærlighed, han aldrig har sluppet.

– Det var en måde at være i kontakt med forskellige kulturer, forskellige sprog, forskellige eventyr og ikke kun i nutiden. Nej, man kan også opleve fortiden og fremtiden, sagde Vargas Llosa i samme interview.

Som barn og ung i 40’ernes og 50’ernes Peru lå det ikke lige for at blive forfatter.

– Da jeg var barn, tænkte jeg slet ikke på at blive forfatter, på det tidspunkt var det umuligt at tænke på for en ung peruaner.

Jura som et sikkert kort

Og på universitetet læste han da også både litteratur – for fornøjelsen – og jura – som det sikre kort i baghånden.

Det var litteraturen, der vandt, og senere fik han et stipendium til at tage en ph.d. på et universitet i den spanske hovedstad, Madrid.

– I Madrid besluttede jeg, at jeg skulle forsøge kun at være forfatter, at litteratur skulle være det vigtigste, og at jeg skulle organisere mit liv rundt om det. Det var meget vigtigt for mig, husker han i Louisiana-interviewet.

At han valgte at satse på forfattervejen, skulle vise sig at være en god idé. Han blev en verdenskendt forfatter, og forfatterskabet kastede sågar en Nobelpris af sig i 2010.

Af hans mest kendte bøger kan nævnes “Byen og hundene”, der var hans debut, “Bukkens fest” om den dominikanske diktator Rafael Trujillo og “Samtale i katedralen” om Peru under diktatoren Manuel A. Odría.

Politiken fylder

En gennemgående ting i Mario Vargas Llosas forfatterskab har været hans politiske engagement.

– For mig var det at skrive linket til at være ansvarlig. Socialt og politisk. Jeg tror på engageret litteratur – litteratur er en måde at forsvare frihed på og en metode til at kæmpe mod tyranniet, sagde han på Louisiana i 2019.

Det førte i 1990 til, at han stillede op til præsidentvalget i Peru. Han tabte dog til sin konkurrent Alberto Fujimori.

Privat har han været gift to gange og har tre børn.

Powered by Labrador CMS