Bliver centrum for uhygge
Tivoli har allieret sig med internationale skræmmespecialister om ny oplevelse, fortæller havedirektør
I fremtiden kan der blive grund til at skrige over andet end den sjove rutsjebanetur under besøget i forlystelsesparken Tivoli i København.
Tivoli har nemlig besluttet at lave et såkaldt scaryhouse med skuespillere. Her får gæsterne mulighed for at bevæge sig igennem 150 meter uhygge.
Artiklen fortsætter under videoen
Den uhyggelige rute, som går gennem 12 rum er fordelt på 800 kvadratmeter, og finder sted i H.C. Andersen Slottets kælder. Det oplyser Tivoli i en pressemeddelelse.
Ifølge Tivoli bliver det “Danmarks største permanente scaryhouse med skuespillere”. Tivoli investerer “et tocifret millionbeløb” i oplevelsen, hedder det i pressemeddelelsen.
Halloween hele året
Havedirektør i Tivoli Kasper Schumacher siger, at det i mange år har været et ønske at få et permanent scaryhouse med skuespillere i Tivoli.
– I dette projekt skaber vi en uhyggelig oplevelse, men også noget som bringer smilet frem på læberne.
– Vi arbejder intenst med opgaven og ser frem til at åbne og få lov til at skræmme gæsterne med en unik oplevelse i et scary-miljø, hvor vi har allieret os med internationalt kendte skræmmespecialister, siger han i pressemeddelelsen.
Klar til sommer
Oplevelsen ventes at være klar til Tivolis sommersæson i 2021.
Villa Vendetta hedder den kommende oplevelse, og baggrundshistorien for uhyggen er klar, fortæller Kasper Schumacher.
– Gæsterne får mulighed for at se den grumme virkelighed bag facaden, når de besøger Villa Vendetta.
– Her stifter de bekendtskab med en familie, som gennem generationer har arbejdet i Tivoli og underholdt gæsterne, men de har også gjort andre ting skjult i deres kælder, siger han.
Villa Vendetta bliver for børn 12 år og op. Børn fra ni år skal have følgeskab af en voksen. Det tager cirka fem minutter at komme igennem de 12 rum med uhygge.
Temaerne for oplevelsen bliver tilpasset sæsonerne.