Blachman: -Du skal holde kæft

Den kommende familieforøgelse er tilsyneladende ikke noget X Factor-dommeren Thomas Blachman gider forholde sig til i medierne.

X Factor-dommer Thomas Blachman er ikke vild med at tale om det faktum, at han snart skal være far igen. Arkivfoto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Mange kendte fortæller glædestrålende til medierne, når de skal være forældre.

Men som altid er Thomas Blachman ikke som de fleste – heller ikke, når det kommer til at berette om den kommende familieforøgelse, der snart indefinder sig.

Thomas Blachman havde ifølge Ekstra Bladet selv annonceret, at han igen skulle være far, ved en koncert med jazz-trioen Ginman/Blachman/Dahl i slutningen af januar. Men da avisen spørger ind til familieforøgelsen forud for X Factor liveshowsene, er det en meget fåmælt Thomas Blachman, der giver svar på tiltale.

– Det har jeg ingen kommentarer til, siger Thomas Blachman til Ekstra Bladet.

Da journalisten vedholdende spørger ind til den kommende begivenhed, svarer Blachman:

– Der står et eller andet lort på hver evig eneste fucking forside i et eller andet lorteblad hver eneste uge, når jeg går ned og køber en pakke cigaretter. Jeg er simpelthen så træt af det. Det bliver formuleret på en måde, som om jeg informerer alle omkring, hvad jeg går og laver. Jeg er så træt af det. Det er virkelig b-siden af det her. Så det gider jeg slet ikke at kommentere. I skal bare gøre jeres ting, og så skal jeg have et privatliv.

Til sidst blev det for meget for den erfarne X Factor dommer, der til spørgsmålet, om man så ikke skal ønske ham tillykke med at blive far igen, kort og godt svarer:

– Du skal holde kæft!

Powered by Labrador CMS