Sophie Turner fylder 30
Skuespilleren Sophie Turner taler kvindernes sag
Hun var barn i Chesterton, Warwickshire i Storbritannien, men er nok mest vokset op på tv-skærmen, da hun i otte år medvirkede i megahittet "Game of Thrones".
Lørdag den 21. februar fylder Sophie Turner 30 år, og rollen som Sansa Stark oplærte hende både på godt og ondt.
12 år var hun, da hun gik til audition til rollen som Sansa Stark i HBO-serien og fik den.
Foran et kamera skulle hun nu spille den forkælede datter, som skulle giftes bort til en passende mand i en ung alder.
Voldtages på skærmen
Turner indspiller scener, hvor hendes karakter voldtages og direkte torteres af sin ægtemand. Scener, som hun efterfølgende har pointeret er vigtige at vise.
- Jo mere vi taler om seksuelle overgreb, jo bedre, og til helvede med dem, som siger, at vi ikke skal vise det på tv, sagde Sophie Turner til The Times i 2017.
Inden slutningen af serien valgte Sophie Turner selv at engagere sig i kvinders udfordringer.
Hun blev i 2017, på kvindernes internationale kampdag, ambassadør for ”Women for Women”. En interesseorganisation, der kæmper kvinders sag.
Her er hun med til at sætte fokus på kvinders rettigheder og mentale helbred, som da hun med organisationen rejste til Rwanda for at besøge kvindelige overlevende fra konflikter.
Nomineret til flere priser
Med sin medvirken i 60 episoder fordelt på otte sæsoner fik Turner etableret sit navn internationalt og blev med HBO-hittet nomineret til flere priser, heriblandt Emmy-prisen.
Siden har hun udskiftet både Winterfell, der er en fæstning i "Game of Thrones", og pelskappen med nye lokationer og genrer.
Men følelserne om de mentale udfordringer kunne hun trække med over i filmen ”Trust” fra 2025.
Her spillede hun rollen som Hollywood-skuespilleren Lauren, der efter en skandale gemmer sig, bliver forrådt og kæmper for overlevelse.
Senest har Turner skullet stryge skjorten, da hun som virksomhedsmedarbejderen Zara Dunne indtog den lange kontorgang i thrillerserien ”Steal”, der fik premiere i januar 2026.
Fortvivlet singlemor
Turner prøvede i 2024 kræfter på skærmen med rollen som mor, da hun skildrede Joan Hannington i miniserien "Joan".
Her bøvler en fortvivlet singlemor, der kommer på kant med loven, med de sociale myndigheder og prøver at opbygge en karriere som juveltyv.
Livet som singlemor kender Turner selv til privat, efter at hun i begyndelsen af tyverne fik døtrene Willa i 2020 og Delphine i 2022.
Døtrene har hun fra sit ægteskab med sanger og sangskriver Joe Jonas.
Parret blev dog skilt i 2024, og Turner har efter flere år i USA valgt at flytte tilbage til Storbritannien.