Berørt Lukas Graham mindes sin afdøde far

Musikeren Lukas Graham har sin afdøde far i tankerne på årsdagen for farens død.

På årsdagen for Eugene Grahams død har Lukas Graham skrevet et indlæg på sin Twitter-profil, hvor han mindes sin afdøde far. Foto: Torben Christensen/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Fire år er gået, siden det musikalske stjerneskud Lukas Graham mistede sin far, Eugene Graham.

Og selv om det er fire år siden, at “7 Years”-sangeren måtte sige farvel til sin far, er sorgen og minderne langt fra forsvundet.

På årsdagen for Eugene Grahams død har Lukas Graham skrevet et indlæg på sin Twitter-profil, hvor han mindes sin afdøde far.

– I dag for fire år siden døde min far. I morges satte jeg mig ind i bilen, og så blev sangen “You’re Not There” spillet i radioen. Damn. Der er en masse mennesker, som savner dig, far, skriver Lukas Graham på Twitter.

Eugene Graham døde i starten af september 2012 af et hjertestop i en alder af 61 år.

Rollen som far er for alvor aktuel for 27-årige Lukas Graham, der inden så længe selv bliver far for første gang.

Megastjernen venter en lille pige sammen med sin kæreste Marie-Louise Schwartz Petersen, som har termin i løbet af september måned.

Når Lukas Graham byder sin datter velkommen til verden, betyder det også, at sangeren holder pause fra musikken i en kort stund.

“Mama Said”-kunstneren holder nemlig barsel, indtil han igen drager på en stor turné til november.

Se Lukas Grahams Twitter-opslag her:


/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS