Bent Fabricius-Bjerre modtager fornem ærespris
Den driftige komponist modtager en ærespris for sit virke. Men han er langt fra færdig med at arbejde endnu.
– Jeg vil sgu ikke beskrive det. Det er jo bare kommet hen ad vejen, siger Bent Fabricius-Bjerre og griner lidt, mens han kigger frem for sig i den soloplyste lejlighed i Cannes.
Den 92-årige komponist er taget til den sydfranske havneby for mandag at få overrakt en såkaldt “life achievement award”. En prestigefyldt ærespris for sit livslange virke, overrakt af den nordiske sammenslutning af filmkomponister.
– Det, der glæder mig mest ved prisen, er, at den bliver givet af mine kolleger. Man vil jo gerne have anerkendelse, men helst af sine kolleger, for de har jo forstand på det, siger Bent Fabricius-Bjerre.
Rider og spiller tennis
Lejligheden ejer hans søn. Den ligger tre etager oppe af en stejl, kurvet trappe. Ingen elevator. Intet problem.
Ikke for Bent Fabricius-Bjerre, der trods en alder, de fleste kun kan drømme om at nå, stadig lader sig koste rundt på tennisbanen, gerne tager en ridetur i skoven, og som ikke mindst stadig passer sit arbejde.
Han har netop lagt sidste hånd på et stykke musik komponeret til Mehdi Avaz’ debutspillefilm “Mens vi lever”, der ventes at have premiere til efteråret.
For selv om Bent Fabricius Bjerre har lavet filmmusik i fem årtier, er arbejdsglæden stadig intakt.
– Der kommer hele tiden nye udfordringer, og det er hele tiden spændende. Der er jo også sket meget rent teknisk igennem årene, som også er en udfordring, siger han.
– Jeg er jo glad for de film, der er gået godt, og så har jeg været heldig at lave musik ind i mellem, som har haft en lang levetid. Blandt andet til “Matador”, som jo bliver hevet op af skuffen ustandseligt. Og det er sjovt, siger han.
Når et stykke musik er komponeret og afleveret, er det dog sjældent, at Bent Fabricius-Bjerre har lyttet meget til det efterfølgende – kun når han selv er ude at spille koncerter og optræde, hvilket han stadig ofte gør.
– Når jeg er færdig med et stykke musik, så skal det bare ud af hovedet. For så længe, man arbejder på det, kører det rundt, og man tænker på det om natten og om morgenen og om dagen. Så når jeg har afleveret, er det videre til næste projekt, siger han.
Sådan har det været – i 80 år
Sådan har det været i henved 80 år – lige siden han som ganske ung jazzpianist producerede sine første melodier.
Det kræver da også lidt betænkningstid, når man spørger ham, om der er noget, han stadig synes, han mangler at prøve i karrieren.
– Jeg synes, jeg har prøvet alt. Jeg har aldrig skrevet en symfoni, men det tror jeg ikke, jeg ville kunne, dels fordi jeg ikke har haft tid til det. Det er jo et kæmpearbejde.
– Det var kun Mozart, der kunne klare det på en uge. Vi andre skal helst bruge et års tid. Så det står ikke på mit cv. Men jeg har da lavet større værker, blandt andet til balletter på Det Kongelige Teater og flere musicals, siger Bent Fabricius-Bjerre.
“Folk kan huske mig”
At komponisten er ganske ydmyg om sine mange bedrifter, kommer til udtryk når man spørger, hvorfor han mener, det er lykkedes ham at opnå sit gode renommé.
– Det er jo nok fordi, jeg er blevet ved. Og fordi, jeg har lavet meget. Folk i alle aldre kan huske mig. De helt unge husker mig dog mest for min rolle i “Klovn”-filmen, siger han og smiler.
Bliv klogere på prismodtageren:
Navn: Bent Fabricius-Bjerre.
Alder: 92 år.
Fødested:Frederiksberg
Søn af: Erik og Rigmor Fabricius-Bjerre.
Nationalitet: Dansk.
Uddannelse: Tog i 1946 eksamen som pianist på Det Kongelige Musikkonservatorium.
Karriere: Hans helt store gennembrud kom i 1961 med kendingsmelodien til tv-programmet “Omkring et flygel”, som han også var vært for. Da Fabricius-Bjerre året efter lancerede melodien i USA med titlen “Alley Cat”, røg den til tops på hitlisterne og blev belønnet med en Grammy.
Filmmusikalsk havde Bent Fabricius-Bjerre dog allerede slået sit navn fast i 1959 med “Poeten og Lillemor”.
Siden skulle det blive til en mængde iørefaldende musik til blandt andet “Olsen Banden” og Matador.
Fabricius-Bjerre har også ført sig frem som komponist af ballet-, musical- og teatermusik. Blandt hans musicals er “Prinsen og korpigen”, “Esther”, “Harry og kammertjeneren” og sceneudgaven af “Matador”, som i 2007 havde premiere på Operaen i København.
Civilstand: Gift med Camilla Pacilla Arndt.
Bopæl: Hellerup.
Fritidsinteresser: Tennis og ridning.
Kilder: Ritzau, Den Store Danske.
/ritzau/