Basim går i Helmigs fodspor

Basim har nyfortolket Helmigs hit "Det er mig der står herude og banker på". Det er et nummer, som Basim i den grad kan relatere til

Udgivet Opdateret

- Det er mig, der står herude og banker på...

Sådan lød det tilbage i 1988, da Thomas Helmigs udødelige kærlighedshymne udkom, men nu - 34 år efter - har nummeret fået nyt liv og en ny lyd af popproduceren og sangeren Basim.

Han har nemlig nyfortolket det ikoniske hit, som netop er udkommet på de musiske streamingtjenester, og det er med Thomas Helmigs velsignelse.

- Jeg spillede sangen for nogle, der sagde: "Uh, det er nærmest blasfemisk!".

- Men så skrev jeg til Thomas med ærefrygt og respekt og blev ret rolig, da han hørte den og svarede: Det må du godt. For når manden selv blåstempler det og giver mig carte blanche, så kan det ikke være helt skidt, siger Basim.

Er spændt på modtagelsen

Selv om ophavsmanden er tilfreds, så er Basim alligevel spændt på modtagelsen - især fra fans fra Thomas Helmigs hjemmebane i Aarhus.

- Jeg aner ikke, hvordan det bliver at gå ned langs åen. Om det bliver med kys og kram, eller hvad man kaster med i Aarhus, siger han med et grin.

Selv om Thomas Helmig udgav "Det er mig der står herude og banker på" i 1988 - fem år inden Basim overhovedet var blevet født - har Basim et nært forhold til nummeret, som han med egne ord har hørt helt vildt mange gange.

Det er blevet sat på anlægget til alt fra fester til familiekomsammener.

- Når det bliver rigtig sent, og folk bliver rigtig fulde, så bliver den sang sat på, og der bliver sunget med rigtig højt. Det bliver sådan en fællesskabsfølelse, siger Basim.

Basim har stor erfaring med nyfortolkninger og covernumre. Han medvirkede nemlig i den allerførste udgave af 'X Factor' i en alder af bare 15 år, hvor han nåede hele vejen til semifinalen. Siden har musikken været hans levevej, og næste år kan Basim fejre 15-års jubilæum. (Arkivfoto).
Basim har stor erfaring med nyfortolkninger og covernumre. Han medvirkede nemlig i den allerførste udgave af "X Factor" i en alder af bare 15 år, hvor han nåede hele vejen til semifinalen. Siden har musikken været hans levevej, og næste år kan Basim fejre 15-års jubilæum. (Arkivfoto).

Håber at videreføre

Og det er den følelse, han håber, han kan være med til at videreføre.

- Det ville være rigtigt ærgerligt, hvis sangen går i glemmebogen og bliver sådan en, som man tænker, ens forældre hører, eller ens onkel danser til, når han bliver fuld, siger Basim.

- Så jeg er megaglad for at kunne lave en version af nummeret til min generation, for det fortjener den. Det er en vildt god sang, og jeg ville ønske, jeg havde skrevet den selv.

Basim kan nemlig virkelig relatere til teksten og har selv været den, der står derude og banker på.

- Jeg har fucket op mange gange og har prøvet at komme med blomster og chokolade. Sådan er det, og så må man jo rette op på det og lære af sine fejl og forhåbentlig blive lidt mere voksen, siger den 29-årige sanger.

Powered by Labrador CMS