Badehotellet-stjerne bijobber med gaming
Skuespiller Jens Sætter-Lassen supplerer sin kunstneriske karriere med iværksætteri inden for e-sport. Fredag den 6. februar fylder han 40 år.
De senere år har skuespiller Jens Sætter-Lassen, der er kendt fra tv-succeser som "Badehotellet" og "Sygeplejeskolen", drejet livets joystick i en ny retning.
Ved siden af karrieren foran kameraet og på de skrå brædder er han blevet iværksætter inden for e-sport.
6. februar fylder Jens Sætter-Lassen 40 år. Og når han ser tilbage, er han ikke i tvivl om, at han havde brug for at slå bremserne i.
- Jeg kunne ligesom mærke der i starttrediverne, at det der fuldtidsskuespillerliv, hvor jeg ikke bestilte andet end at løbe fra den ene teaterforestilling til den anden, faktisk ikke gjorde mig glad, fortæller han.
Kærlighed på e-sporten
Da Jens Sætter-Lassen skruede ned for skuespillet, frigav det mere tid til familielivet, og samtidig åbnede der sig en mulighed for at prøve noget helt nyt.
Det ledte til stiftelsen af henholdsvis et bureau for gamerinfluenter og en platform, der broadcaster store e-sportsbegivenheder.
- Jeg har bare kastet min kærlighed på e-sporten, og så har jeg jo spillet rigtig meget computer selv, fortæller Jens Sætter-Lassen.
Han kalder gamervirksomhederne for et "super sjovt supplement til mit freelanceskuespillerliv".
- Det er stadig helt klart skuespillet, der identificerer mig, understreger han.
Kunsten løber da også i årerne på Jens Sætter-Lassen, der er søn af skuespillerne Vibeke Hastrup og Søren Sætter-Lassen.
Julekalendere og tegnefilm
Som barn medvirkede han i flere julekalendere. Han begyndte også tidligt med at lægge stemme til tegnefilm.
I 2011 blev han uddannet fra Statens Teaterskole, og siden har han medvirket i et væld af film, tv-serier og teaterforestillinger.
Privat er Jens Sætter-Lassen gift med skuespiller Neel Rønholt. Sammen har de døtrene Ellen på 12 og Franka på otte.
Familien bor i Humlebæk, hvor også den runde fødselsdag skal fejres.
- Jeg har inviteret mine gamle, tætte venner til fødselsdag. Så tænker jeg at lave noget mad - jeg elsker at lave mad, så det bruger jeg utroligt meget tid på, fortæller Jens Sætter-Lassen.