Babylykke: Danske stjernepar er blevet forældre

Det danske superstjernepar har fået en lille arving. Parrets datter er nemlig kommet til verden.

– Jeg og vi kommer til at sige farvel til nogle ting – det er nok det, der bliver den største udfordring for mig i hvert fald, at der ryger noget spontanitet, noget impulsivitet og noget frihed. Men det bliver forhåbentligt erstattet af noget, som er 10.000 gange federe, sagde Christopher til Ritzau for få måneder siden. – Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

Et lille nyt stjerneskud er kommet til verden.

Popstjernen Christopher og hans hustru, modellen Cecilie Haugaard, er blevet forældre for første gang.

Parrets lille pige har nemlig set dagens lys, annoncerer de nybagte forældre på deres respektive Instagram-profiler.

– Er smask-hamrende forelsket! 20.02.21 er fra nu af min yndlingsdag, skriver Cecilie Haugaard på Instagram, mens Christopher skriver:

– Mine piger! En absolut powerpræstation af den sejeste kvinde, jeg kender, hylder Christopher sin celebre hustru.

Det var også på det sociale medie, at parret afslørede, at de skulle være forældre for første gang.

Tilbage i september delte de en video, hvor Cecilie Haugaard sang Justin Biebers hit “Baby” til tonerne af Christopher, som spillede guitar til.

– Jeg håber, hun får min stemme, skrev Christopher til videoen, som sluttede med, at han trak op i Cecilie Haugaards skjorte, så man kunne se den spirende babybule, som blev kysset og nusset af den vordende far.

Den 29-årige “Tulips”-stjerne og hans et år ældre hustru giftede sig i sommeren 2019 efter fem års forhold.

Vild kemi

Ifølge de to var der en vild kemi, første gang de mødte hinanden.

Det skete på Spot Festival tilbage i 2014, fortalte parret i et interview med Eurowoman.

Det har været et længe ventet ønskebarn, der var på vej, fortalte Christopher til Ritzau i januar – kort inden fødslen.

– Man ved ikke, hvad der rammer en, før man står med den lille trold i armene, jublede Christopher.

– Det barn, der kommer ud, hvem end hun er, er verdens heldigste at have Cecilie som mor. Hun bliver en fuldstændig fantastisk mor! Og så må man jo derfra gøre det så godt, som man overhovedet kan. Jeg har i hvert fald intentionen om at vinde prisen for årets far også.

– Det er virkelig noget med at tage det en dag ad gangen. Men jeg tror, at det allervigtigste er, at Cecilie og jeg er i sync, er tætte, har de samme værdier og har forventningsafstemt, fortalte en lykkelig Christopher.

Se Cecilie Haugaards billede her

Se Christophers billede her:

Powered by Labrador CMS