Avis: Streamingtjeneste svindler med afspilninger

Kunstnere som Kanye West og Beyonces pladeselskaber har tjent mere end de burde fra Tidal, skriver norsk avis.

Tidal, der er ejet af blandt andre Jay-Z og Beyoncé bliver beskyldt for at manipulere med tal for afspilninger af musiknumre. Foto: MARIO ANZUONI/Scanpix 2018)
Udgivet Opdateret

Musiktjenesten Tidal har ifølge den norske avis Dagens Næringsliv fusket med antallet af afspilninger af numre fra Beyonce og Kanye West.

De to kunstneres pladeselskaber har derfor modtaget flere penge fra tjenesten på bekostning af andre kunstnere.

Den norske avis skriver, at dens journalister har fået adgang til de logger over brugeres afspilninger, som Tidal fører. Her har avisen fundet afspilninger, som de mennesker, der står bag brugerkontiene, nægter kan være rigtige.

I alt dækker loggerne over en million brugere.

Beyonce i 11 af døgnets 24 timer

En bruger skal have spillet Beyonces album “Lemonade” 15 gange – eller det der svarer til i 11 timer – på et døgn. Dagens Næringsliv har sporet brugeren, der nægter at have hørt Beyonce i 11 timer på en enkelt dag.

En anden af brugerne er ifølge avisen den danske komponist Halfdan E. Nielsen. Han har ifølge loggerne hørt alle sange på “Lemonade” mere end 50 gange.

– Det er vrøvl. Jeg har hørt nogle få sange. Jeg blev aldrig gode venner med pladen, siger Halfdan E. Nielsen til Dagens Næringsliv.

Brugeren til en norsk musikanmelder skal flere nætter i træk have hørt Kanye Wests album “The Life of Pablo” fra klokken 02 til klokken 05. Og nogle gange flere sange samtidig.

En af nætterne står han noteret for at høre 27 sange på samme tid.

– Fysik umuligt, siger musikanmelderen til Dagens Næringsliv.

Nægter manipulation

Antallet af afspilninger er ikke ligegyldig for kunstnerne. Det er andelen af afspilninger, der afgør, hvor meget de enkelte kunstneres pladeselskaber tjener på streamingtjenesten.

Så når Beyonce og Kanye West ifølge Dagens Næringsliv får kunstigt høje andele, får de også kunstigt høje udbetalinger til deres pladeselskaber – og derigennem sig selv.

Det betyder også, at det sker på bekostning af andre kunstneres andel.

I et brev til avisen nægter Tidal at have manipuleret med antallet af afspilninger.

De tal, som Dagens Næringsliv har fået, stemmer dog overens med Tidals opgørelser over, hvor mange gange eksempelvis “The Life of Pablo” er blevet afspillet, medgiver streamingtjenesten.

Powered by Labrador CMS