Arvingerne-stjerne puster liv i ungdomsdrømmen

Skuespiller Carsten Bjørnlund har med ungdomsvennen Davis Hertz genoplivet ungdomsdrømmene.

Bandet Rovdrift, der har skuespiller Carsten Bjørnlund i front, udgiver debut-ep i starten af maj. Foto: Free/Bjørn Bertheussen
Udgivet Opdateret

Det hele startede i tomme teatersale i Nordsjælland i starten af 90’erne.

Her tog en drøm om livet som rockstjerne form i skuespiller Carsten Bjørnlund og musiker David Hertz.

Sammen spillede de to guitar i timevis i tomme sale uden publikum.

En professionel karriere som rockstjerne blev det dog aldrig til.

Endte som skuespiller

Carsten Bjørnlund endte som skuespiller og er et kendt ansigt fra blandt andet DR-dramaet “Arvingerne” og tv-serien “Rita”.

David Hertz har levet som fuldtidsmusiker, men arbejder i dag som socialrådgiver.

Begejstringen og lysten til at optræde har de dog begge genfundet i bandet “Rovdrift”, som desuden består af trommeslager Rasmus Broe og bassist Thomas Borge.

Debut-ep på gaden

Fredag udgiver gruppen debut-ep’en “Troløs”, som har været halvandet år undervejs.

– Det er først nu, vi har fået siet de værste børnesygdomme fra og har fundet et udtryk, som vi er glade for, siger Carsten Bjørnlund og fortsætter:

– Vi har også en alder, som gør, at vi har turdet vente, til vi syntes, vi var klar. Hvis vi havde været i starten af 20’erne, havde vi måske sendt noget ud tidligere og var druknet i forsøget på at finde os selv i offentligheden, men vi har ventet i øvelokalet og fundet ind til det, vi synes er ægte.

Koncerter venter forude

Forude venter nu en række koncerter, og Rovdrift har også allerede materiale til nye numre, men bandet er og bliver en bibeskæftigelse, også selv om det måske vokser i popularitet, understreger medlemmerne.

– Jeg har ikke tænkt mig at droppe nogen karriere. Jeg er glad for mit arbejde, og jeg tror sagtens, at vi kan sameksistere med vores respektive liv, siger Carsten Bjørnlund og bliver suppleret af David Hertz.

– Det har jeg heller ikke. Jeg har tidligere haft musikken som fuldtidsjob, og jeg blev helt gakket af det.

– Selvfølgelig er der en del af mig, der drømmer om, at vi kommer dertil, men det handler mere om bare at blive anerkendt, forklarer han.

Fri kreativitet

Drømmen om en karriere som fuldtidsprofessionelle rockstjerner er derfor lagt på hylden og erstattet med fri kreativitet.

– Så længe det er sjovt for os, så spiller vi. Men om det er på Orange Scene eller en vogn et eller andet sted er sådan set ligegyldigt. Vi er klar til at spille for folk, hvis de gerne vil have det, forklarer Carsten Bjørnlund.

Begge peger de på, at timerne i tomme teatersale iklædt flippet tøj, sminke og rockstjerneattitude var det, der satte det hele i gang.

– Hvis man virkelig skal analysere på det, så var oplevelserne af at stå med Carsten og smadre løs på guitaren i timevis uden publikum, alle de sjove drukture og at stå på scenen som et band ens første musikalske måltid.

– Så selvfølgelig var det Carsten, jeg igen skulle have fat i, siger David Hertz og bliver bakket op af sin kollega.

– Tankerne, om at vi skulle have et livslangt projekt, som var musikken, var der allerede, da vi var børn.

– Vores veje har så været skilt i mange år, men drømmene har været der, siden vi spillede sammen for mange, mange år siden, siger Carsten Bjørnlund.

Rovdrift udsender ep’en “Troløs” fredag 5. maj.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS