Arkitekten bag Watergate-indbruddet er død
Den tidligere FBI agent og senere både TV- og radio stjerne G. Gordon Liddy er gået bort
G. Gordon Liddy, tidligere krigsveteran og FBI agent, som var hjernen bag Watergate-indbruddet i 1972, der førte til præsident Nixons farvel i utide til Det Hvide Hus to år senere, er død, 90 år gammel.
Det skriver flere internationale medier. Blandt andet New York Post.
Dødsfaldet bekræftes af G. Gordon Liddys søn, Thomas Liddy. Han nævner ikke den specifikke dødsårsag, men gør det dog klart, at der ikke er tale om noget corona-relateret.
Idømt 20 års fængsel
G. Gordon Liddy, der arbejdede for Nixon, blev idømt 20 års fængsel for konspiration, indbrud og ulovlig aflytning i forbindelse med Watergate skandalen.
Han nåede dog kun at afsone omtrent fire år og seks måneder da præsident Jimmy Carter i 1977 ændrede dommen.
Markant karriereskifte
Efter afsoningen skiftede han helt og aldeles karriere og prøvede kræfter med skuespillets kunst. Han havde blandt roller i hitserier som ‘Miami Vice’ og ’18 Wheels of Justice’.
Senere fik han sit eget radioshow, ‘G. Gordon Liddy Show’.
G. Gordon Liddy var gift med Frances Purcell, som gik bort i 2010.
Han efterlader sig fem børn og desuden en søster.