Århundredets opfinder hyldes af Google – og han er dansk

Den danske ingeniør og opfinder Valdemar Poulsen hyldes af Google på sin 149 års fødselsdag.

Valdemar Poulsen ses her under udarbejdelsen af sin buegenerator. (Foto: Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Navnet Valdemar Poulsen siger måske ikke dig noget, men besøger man Google i dag – og det er der jo en del, der gør, så mødes man af en hyldest til den danske ingeniør og opfinder.

Internetmastodonten hylder Valdemar Poulsen på sin danske forside – og faktisk også på deres canadiske, newzealandske, islandske, græske, kroatiske, bosniske, serbiske, ungarske, hviderussiske og litauiske forsider. I andre dele af verden hyldes blandt andet Mestre Bimba, der var med til at udbrede den brasilianske kampsport capoeira.

Ifølge Google har Valdemar Poulsen haft afgørende betydning for en masse opfindelser, der senere blev allemandseje – specielt radioen, men også telefonsvareren, kassetten, VHS-bånd og disketter. Valdemar Poulsens opfindelser, buegeneratoren og telegrafonen, muliggjorde langdistance radiotransmission og magnetisk lydoptagelse.

Hvem var Valdemar Poulsen?

Valdemar Poulsen blev født den 23. november 1869 i København, og læste medicin inden han kom i lære på en maskinfabrik i Aarhus – og siden blev ansat hos KTAS i København. Det var her han opfandt og fik patent på telegrafonen, der kunne optage op til en halv times tale.

I år 1900 fremviste han sin opfindelse på verdensudstillingen i Paris, hvor han optog den østrig-ungarske kejser Franz Josephs stemme – den ældste magnetiske stemmeoptagelse, der eksisterer i dag.

Efter sin succes i Paris forsøgte Valdemar Poulsen i USA, men salget af opfindelsen svigtede, da opfindelsen var for langt forud for sin tid.

Siden opfandt han lysbuesenderen til radiotelefoni, der kunne transmittere radiobølger 250 kilometer væk. Senere forbedringer af opfindelser fik rækkevidden op på hele 4000 kilometer.

Efter sine store opfindelser trak Valdemar Poulsen sig tilbage fra rampelyset, og han døde i 1942.

Valdemar Poulsens buegenerator blev i år 2000 valgt af Ingeniørforeningen som århundredets største bedrift.

Powered by Labrador CMS