Anders Matthesen: Denne slags film skal børn have flere af

Med sin nye film, "Ternet Ninja", vil komiker Anders Matthesen fortælle børn om forskellen på godt og ondt.

Anders Matthesen er klar i spyttet: Børnene har brug for sort humor. KLIK og se billeder fra premieren på Ternet Ninja, komikerens nye film. Foto: Asger Ladefoged/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Da animationsfilmen “Terkel i Knibe” fik premiere for 14 år siden, kunne biografgængere se, hvordan Terkels lillesøster fik en gaffel i øjet, mobbeofferet Fede-Dorit sprang ud af vinduet fra tredje sal, og onkel Stewart bankede små børn til blods med de bare næver.

Nu er manden bag historien om Terkel, komiker Anders Matthesen, aktuel med en ny animationsfilm kaldet “Ternet Ninja”, som er baseret på hans børnebog af samme navn.

Mindre vold

Og selv om den nye film, som handler om en hævntørstig ninjadukke, heller ikke er uden vold, så har 43-årige Anders Matthesen denne gang haft et mål om at skabe en film, der er mindre grov og grotesk, men til gengæld har et stærkere budskab om rigtigt og forkert.

– Jeg ville gerne lave en film, der ikke var lige så anarkistisk og ren hærg, som “Terkel i Knibe” var. Dengang prøvede jeg ret bevidst at provokere for at se, hvad jeg kunne slippe afsted med, men med “Ternet Ninja” har jeg haft lyst til at være en smule mere moralsk over for ungerne, fortæller han.

Far til tre

For ifølge Anders Matthesen, som er far til sønnen Spencer og to bonusbørn, er det efterhånden en sjældenhed, at film, tv – eller popkultur i det hele taget – giver børn et klart svar på, hvad der er godt, og hvad der er dårligt.

Til gengæld kan børnene se masser af grædende realitystjerner på tv og YouTube-klip, der handler om at plukke øjenbryn og få mange likes, og derfor kan det være svært for de unge at finde et moralsk kompas at navigere efter, mener komikeren.

– Jeg tror, at når børnene bliver ældre, så kan det være svært for dem at tage stilling til, hvad der er godt og ondt. Vi har ikke længere en Gud – i hvert fald ikke en, vi er fælles om. Lytter man til gangsterrap, er det helt okay at synes om folk, der er i fængsel og sælger coke. Det er helt almindeligt at høre en pige sige, at hun gerne vil have en bad boy.

– Det er sådan nogle ting, hvor jeg tænker, at det hele skøjter frit. Folk kan fuldstændig selv sammensætte en virkelighed.

Og sådan er det også for Anders Matthesens egne børn, understreger han.

– Mine unger spiller også Grand Theft Auto (computerspil om at stjæle biler, red.) og ser alt muligt vanvid på nettet. Så jeg tænkte, at det kunne være sjovt at lave noget, hvor der er en ond og en god, og fortælle noget, hvor jeg synes, at der er noget næring og nogle vitaminer i, siger han.

“Ternet Ninja”

Filmen “Ternet Ninja” handler om drengen Aske, som går i syvende klasse og har nok at kæmpe med.

Ikke nok med, at han er håbløst forelsket i Jessica fra ottende, så har han også et anstrengt forhold til sin irriterende stedbror Sune, og så er der Glenn fra specialklassen, som forfølger Aske og gør livet surt for ham.

Men en dag vender Askes onkel Stewart hjem fra Thailand med en ternet ninjadukke, som viser sig at være levende og besat af tanken om retfærdighed og blodhævn.

Andens budskab

Ternet Ninja lærer Aske, at han må mande sig op og gøre noget ved alle sine problemer, og det er budskabet, som Anders Matthesen gerne vil give videre.

– Moralen i filmen er, at man er nødt til at starte med sig selv, hvis der skal ske en ændring i verden. Hvis man er utilfreds med skraldet, så må man ud og samle op, og hvis en pusher ødelægger den gade, man bor på, så må man fjerne ham.

– Det kommer i filmen til udtryk ved selvtægt, og jeg synes selvfølgelig ikke, at der er nogen, der skal have hugget hovedet af, men jeg synes, det er vigtigt selv at tage affære, hvis der er noget, man er utilfreds med, siger Anders Matthesen.

Kæmper for at blive bedre

Han bruger selv meget energi på at tænke over, hvordan han agerer over for andre, og hvordan han kan blive en bedre udgave af sig selv.

Både fordi det genererer idéer til nye jokes, men også, fordi han mener, at det er vigtigt at blive ved med at tilse sig selv.

– Hvis man rejser en cykel op eller giver penge til en hjemløs, så kan man have tendens til at gøre det, fordi nogle kigger. Men når man kommer på sporet af, at der er noget lumsk i ens måde at opføre sig på, så kan man godt anholde sig selv og sige: “Hov, der tog jeg det store stykke kage” og så lægge det tilbage og tage det mindste.

– I situationer, hvor man kan mærke, at der er noget råddent i en selv, så synes jeg, man skal opdrage sig selv. Ikke fordi jeg har en konkret praksis for hvordan. Jeg tror bare på, at man hele tiden skal tilse sig selv og finde ud af, om der er noget, man kan gøre bedre, siger han.

“Ternet Ninja” har biografpremiere den 25. december.

Powered by Labrador CMS