Alletiders skuespiller glæder store og små

Han er kendt for alsidige roller på tv-skærmen, men også på de skrå brædder. Skuespilleren Paul Hüttel fylder mandag den 13. juli 85 år.

Paul Hüttel er mest kendt for sine roller i Matador, julekalenderen Alletiders Nisse og Badehotellet. Klik videre for at se flere billeder af skuespilleren.Foto: Lars Helsinghof Bæk / SCANPIX
Paul Hüttel er mest kendt for sine roller i Matador, julekalenderen Alletiders Nisse og Badehotellet. Klik videre for at se flere billeder af skuespilleren.Foto: Lars Helsinghof Bæk / SCANPIX
Udgivet Opdateret

Som arkivnissen Gyldengrød har han bragt lige dele julestemning og historielærdom ind i stuerne hos de danske tv-seere. Det er måske sådan, de yngre generationer vil kende Paul Hüttel bedst.

Mandag den 13. juli fylder skuespiller han 85 år.

Artiklen fortsætter under videoen.

Paul Hüttel gav nissefiguren liv igennem fire sæsoner af TV2’s julekalender “Alletiders Nisse”, der er blevet vist over flere genudsendelser.

Spiller overfor sin hustru

For de ældre generationer, der har set tv-serien Matador, står hans skildring af den tyske forfatter og flygtning Herbert Schmidt formentligt lysende klar.

De senere år vil mange tv-seere kende skuespilleren fra en helt anden serie, der dog har det til fælles med både “Matador” og julekalenderen, at den ser tilbage i tiden. Nemlig TV2’s “Badehotellet”.

Her spiller han nemlig den pensionerede læge Hans Henrik Ploug over flere afsnit.

Og her spiller han i øvrigt sammen med sin hustru i det virkelige liv, Birthe Neumann. De to har været gift siden 1974 og har en datter sammen.

Paul Hüttel har dog ikke kun optrådt på tv. Han har også gjort karriere som teaterskuespiller, hvor han blandt andet har modtaget en Reumert-pris, og som stemme i tegnefilm.

Startede ikke som skuespiller

Paul Hüttel er født i Hedensted, der ligger mellem Vejle og Horsens. Før tankerne gik på at blive skuespiller, blev den unge jyde manufakturuddannet.

Som 25-årig søgte han dog ind på Odense Teaters Elevskole, og efter endt uddannelse i 1963 var han ansat på teatret i tre år.

Siden blev han freelanceskuespiller i København, og i 1971-1990 blev han engageret på Det Kongelige Teater. Siden har han også turneret med Det Danske Teater.

Kirkegængere vil også kende skuespilleren, som har viet meget af sin tid til at rejse rundt til flere af landets kirker for at læse op af Det Nye Testamente.

Powered by Labrador CMS