Afsløring: 'Kandis'-Johnny overrasker med nyt album
Fra mandag kan fansene få udvidet deres musikalske samling
Der er godt nyt til de mange fans af 'Kandis'.
Johnny Hansen og resten af bandet er nemlig klar med et nyt album, der udkommer mandag den 3. november under titlen 'Kandis 23'.
Albummet byder på hele 14 spritnye sange, og denne gang har bandet valgt at gå nye veje.
Et frisk pust
Fire af numrene er nemlig produceret af anerkendte navne som Chief One, Emil Lei og Jimmy Colding fra 'Zididada', hvilket giver musikken et frisk pust og et moderne udtryk.
- Det glæder vi os meget til. Vi har fået en masse nye venner i branchen, der har skrevet numre til os, afslørede den 60-årige musiker til Kendte.dk ved Silas Holsts filmpremiere for nylig.
Allerede i løbet af foråret og sommeren har lytterne fået en smagsprøve på den nye lyd.
Signeret udgave
Flere singler er blevet frigivet heriblandt 'På Skanderborg', som hurtigt blev et hit og en appetitvækker til det kommende album.
For de mest dedikerede fans er der ekstra gode nyheder:
'Kandis 23' kan forudbestilles, og det er muligt at sikre sig en eksklusiv, signeret udgave.
De fysiske albums sendes ud kort efter den officielle udgivelsesdato.