Afslører: Grev Nikolai kaster sig ud i noget helt nyt
Medvirker i film med Danmarkspremiere i april
Grev Nikolai af Monpezat springer nu ud som skuespiller.
Når thrilleren ’Doktor Glas’ får premiere i april næste år, medvirker han i sin allerførste filmrolle.
Stor respekt for faget
- At få mulighed for at medvirke, selv i en mindre rolle, har været utrolig spændende. At træde ind i skuespillet for første gang og arbejde tæt sammen med så stærke nordiske talenter har givet mig stor respekt for faget og mange erfaringer. Det har været en helt fantastisk oplevelse at få lov til at bidrage, siger han i en pressemeddelelse fra SF Film og fortsætter:
- Samtidig gjorde filmens høje kvalitet og det visuelt stærke, moderne udtryk et stort indtryk på mig. Det var inspirerende at opleve, hvordan alle detaljer blev taget alvorligt. At stå på et set med så højt et ambitionsniveau og så gennemtænkt et visuelt udtryk gjorde det både spændende og motiverende at være med. Det har været en helt fantastisk oplevelse at få lov til at bidrage, selv i en mindre rolle, til et så flot projekt.
Nutidens Sverige
Filmen samler en række unge skandinaviske talenter i hovedrollerne, og Nikolai optræder i en mindre rolle som markerer hans debut foran kameraet.
’Doktor Glas’ er en moderne psykologisk thriller baseret på Hjalmar Söderbergs roman, hvor handlingen er flyttet til nutidens Sverige.
Filmen følger et trekantsdrama, hvor moral, magt og begær står centralt.
Instruktøren beskriver projektet som et realistisk og råt drama med et stærkt visuelt udtryk, og filmholdet består af både unge navne og erfarne kræfter fra hele Norden.