Ægtepar mødes på filmlærredet

Også Arvingerne-skuespillerinden Josephine Park medvirker i den kommende romantiske komedie "Venuseffekten".

Her ses hovedcastet i “Venuseffekten” – fra venstre: Morten Hee Andersen, Josephine Park, Johanne Milland, Sofie Gråbøl og Lars Mikkelsen. – Foto: Christian Geisnæs / PR foto/Free.
Udgivet Opdateret

25-årige Liv bor i provinsen og har stadig ikke klippet navlestrengen til sine forældre. Hun bruger det meste af sin tid på familiens æbleplantage og har ikke fundet sig selv endnu. Men da hun helt uforberedt forelsker sig i den kaotiske og eventyrlige Andrea, vender det op og ned på hele hendes liv.

Det er omdrejningspunktet i den romantiske komediefilm “Venuseffekten”, som får premiere den 25. december 2021. Det annoncerer Scanbox Entertainment og produktionsselskabet Motor i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under videoen

I hovedrollerne som Liv ses det unge talent Johanne Milland, mens Josephine Park, kendt fra “Arvingerne”, “The Rain” og for sin prisvindende rolle i DR3-serien “Doggystyle, spiller Andrea.

Livs forældre spilles af skuespillerinden Sofie Gråbøl og den danske House of Cards-stjerne Lars Mikkelsen.

I de øvrige biroller ses blandt andre Badehotellet-stjernen Anette Støvelbæk, som privat har været gift med Lars Mikkelsen siden 1989, og skuespilleren Morten Hee Andersen, der blandt andet har gjort sig bemærket i TV2 Charlie-serien “Sygeplejeskolen” og som psykopaten Mike i DR-dramaet “Fred til lands”.

I “Venuseffekten” spiller han dog en helt anden og langt mere afdæmpet type karakter i rollen som Livs bror.

Kendt fra Doggystyle

Filmen bliver skrevet og instrueret af Anna Emma Haudal, som fik sit store gennembrud som instruktør og manuskriptforfatter på DR3’s hitserie “Doggystyle”.

Med “Venuseffekten” debuterer hun som spillefilmsinstruktør.

– Jeg har arbejdet med manuskriptet længe, så det er vidunderligt at karaktererne endelig får krop og sjæl af det her stærke cast, og fantastisk at hele det filmiske univers samler sig og kommer til udtryk under optagelserne, siger Anna Emma Haudal i pressemeddelelsen.

Powered by Labrador CMS