Adam Price om Herrens veje: -Vi har haft kæmpe diskussioner

Den kommende sæson af "Herrens veje" er blevet til under mange diskussioner, beretter Adam Price.

Adam Price er hovedforfatter på søndagsserien “Herrens Veje”, der får premiere med endnu en sæson den 14. oktober på DR. Arkivfoto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

Mens første sæson af DR-dramaet “Herrens veje” endte i mørket med sønnen Augusts død, handler anden sæson om at finde lys i sorgen.

Det fortæller seriens hovedforfatter, Adam Price, som står bag fortællingen om præstefamilien Krogh, der har mistet familiens yngste søn.

Sorg gennemsyrer derfor på mange måder den kommende sæson, og det er et emne, som har været svært at gribe fat i, fortæller Adam Price.

– Det er meget følsomt, og vi vil gerne behandle det respektfuldt og varieret. Vi har diskuteret uendeligt meget i det forfatterrum, sikkert også mere end hvis det havde været en meget plotstyret krimi, vi fortalte.

– Her er vi ude i et langsomt tøbrud af menneskers forhold til hinanden og sorgoplevelser, og det er virkelig svært stof. Det har udfordret os helt vildt, siger Adam Price.

Diskuteret mere end nogen sinde før

Men det er ikke kun i forfatterrummet, at meningerne har været mange, om hvordan familien Krogh skulle tackle sorgen.

– Vi har diskuteret mere, end jeg kan huske, jeg nogensinde har gjort på en produktion før. Og det har både været med hinanden, skuespillere, instruktører og klippere. Det har været vanvittigt tidskrævende og sindssygt hårdt, fordi folk har så mange holdninger til det, men jeg synes, vi er kommet i mål på smukkeste vis, siger Adam Price.

Særligt de erfarne skuespillere i form af Lars Mikkelsen og Ann Eleonora Jørgensen har givet deres bud på, hvordan historien skulle udfolde sig.

– Når man har så stærke skuespillere som Lars og Ann Eleonora, som er så erfarne og har så meget investeret i deres karakterer, så oplever man som hovedforfatter også et tidspunkt, hvor de har lige så meget ejerskab over karakteren, som man selv har.

– Lars spiller ikke Johannes, Lars er Johannes og det samme med Ann Eleonora. Det gør også, at de kommer til mig og siger: “Nej, det tror jeg ikke, at jeg vil gøre. Jeg vil gøre sådan og sådan i de scener”. Så må jeg jo tage diskussionen med dem, og så må det bedste argument vinde, lyder det fra Adam Price.

Et kæmpe skulderklap

At skuespillerne på serien tager så meget ansvar for karakterernes udvikling og seriens handling er i virkeligheden også bare et kæmpe skulderklap, understreger han.

– Hvis man som forfatter gerne vil have alt magt hele tiden, så skal man skrive en roman. Tv-serier er en kollektiv proces, der ender med at blive større end os alle sammen.

– Det er jo i virkeligheden fantastisk at have en diskussion om noget, som i princippet er fiktivt, og det er vidunderligt, at vi sammen har skabt et flerdimensionelt væsen, som vi alle på den måde har taget ejerskab over, siger Adam Price.

Anden sæson af “Herrens veje” får premiere 14. oktober på DR.

Powered by Labrador CMS