Adam Price mindes afdøde 

Tv-kokken husker Morten Arnfred som en hård, men lærerig skikkelse

Offentliggjort

Filminstruktøren Morten Arnfred er død 80 år gammel, og blandt dem, der sender ham en varm tanke, er Adam Price.

På Instagram deler han minder.

- Morten Arnfred har forladt verden og dermed det travle filmset, jeg altid vil se ham stå på, når jeg tænker på ham, skriver Adam Price.

Manden med den sorte hat

Han fortæller, hvordan han som ung episodeforfatter på DR-serien 'TAXA' første gang mødte Arnfred, der hurtigt fik øgenavnet “manden med den sorte hat”.

Adam Price

Det skyldtes ikke bare instruktørens karakteristiske hovedbeklædning, men også hans kompromisløse tilgang til manuskriptarbejdet.

- Altid lige i centrum af problemet, altid uden omsvøb, nådesløst, men ofte også meget præcist. Noter man virkelig lærte noget af, fordi de kom fra den person, der skulle realisere manus, skriver Price.

Hård i tonen

Siden arbejdede de to sammen på flere projekter blandt andet 'Anna Pihl' på TV 2. 

Og selvom Arnfred kunne være hård i tonen, var det ifølge 'Spise med Price'-kokken en særlig glæde, når et smil pludselig bredte sig under hatten.

- Nu ligger den sorte hat på instruktørstolen, men det er ikke døden, vi husker. Det er livet. Tak for kampen, Morten, afslutter Adam Price sit mindeord.

Powered by Labrador CMS