80 år i dag
Som den første kvinde blev hun direktør i Danmarks Nationalbank. Det er bare en af flere førstepladser. Fredag den 9. oktober fylder Bodil Nyboe Andersen 80 år.
Da tidligere nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen blev udnævnt til såkaldt æresalumne ved Københavns Universitet, blev hendes evne til at indtage karriere- og samfundsmæssige “førstepladser” fremhævet.
Hun var Danmarks første kvindelige nationalbankdirektør, første kvindelige præsident i Røde Kors og leder af universitetets første bestyrelse.
Artiklen fortsætter under videoen
Fredag den 9. oktober fylder Bodil Nyboe Andersen 80 år.
Allerede i studietiden var hun helt fremme i forreste række, selv om hun faktisk her måtte nøjes med en andenplads.
Hun blev cand.polit. fra Københavns Universitet som 26-årig og fik efter sin sidste eksamen det næsthøjeste gennemsnit på uddannelsen efter den daværende studieordning.
Den eneste, der fik højere gennemsnit end hende, var hendes egen far, den tidligere økonomiminister Poul Nyboe Andersen, tilbage i 1939.
Da den unge Bodil besluttede at læse økonomi ligesom sin far, måtte hun ellers i første omgang overbevise sin mor om, at hun ikke behøvede at tage et år på husholdningsskole inden studierne.
Det var nok en god beslutning, viste det sig siden.
Karrieren startede med et par år i Økonomiministeriet, men da hendes far blev økonomiminister, skiftede hun job og blev underviser på Københavns Universitet.
Siden kom hun ind i det private erhvervsliv som direktør i Andelsbanken.
Og i 1990 blev hun så direktør for Danmarks Nationalbank – ikke bare som den første kvinde i Danmark, men også som en af de første kvindelige nationalbankdirektører i verden.
Hun har dog aldrig selv tillagt sit køn nogen større betydning.
– I det daglige arbejde tænker ingen på, at jeg er kvinde. Og jeg hører altså ikke til dem, der mener, at der generelt er forskel på mandlige og kvindelige ledere, har hun sagt.
Fra 1995 til 2005 var hun formand for Nationalbankens direktion.
I 2005 trak Nyboe Andersen sig fra Nationalbanken og blev umiddelbart derefter præsident i Dansk Røde Kors og medlem af en lang række bestyrelser, blandt andet Det Udenrigspolitiske Selskab.
Ridder af Dannebrog
Bodil Nyboe Andersen er udnævnt til ridder af Dannebrogordenen.
Hun har to sønner, Kasper og Johan, fra sit ægteskab med Henning Holten. Parret blev skilt i 1985 efter knap ti års ægteskab.
Ingen af sønnerne er gået samme vej som deres mor.
Kasper Holten er teaterchef for Det Kongelige Teater, tidligere operachef samme sted og ved Royal Opera House i London.
Johan Holten er tidligere balletdanser ved Den Kongelige Ballet, kunsthistoriker og i dag direktør for det tyske kunstmuseum Staatlichen Kunsthalle Baden-Baden.