75 år: Torben Lund skrev historie til hofbal

Den tidligere minister valgte at springe ud som homoseksuel i 1996

Offentliggjort

Da Torben Lund i 1998 som folketingsmedlem mødte op til kongeligt hofbal hos dronning Margrethe, var han med til at skrive historie.

For første gang nogensinde var et homoseksuelt par med.

Og det blev en kæmpe begivenhed mediemæssigt, som Torben Lund, der i dag fylder 75 år, fortalte det til Kristeligt Dagblad i 2020.

Aftenens par

Torben Lund er her fotograferet tilbage i 1999. Samme år blev han medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet, hvor han sad frem til det næste valg i 2004.

I Ekstra Bladet blev de omtalt med overskriften "Aftenens par".

- Hvis det kan gavne andre, at vi er med, så er vi glade, var Torben Lund og hans mand, Claus Lautrup, citeret for på aftenen for hofballet.

Ikke længe efter hofballet sluttede Torben Lunds karriere i Folketinget efter 17 år.

På landsplan

Han ville i stedet til Bruxelles, hvor han i 1999 blev valgt til Europa-Parlamentet med femteflest stemmer på landsplan.

Det er dog Torben Lunds tid på Christiansborg og ikke hans fem år i Bruxelles, som tegnede hans politiske karriere.

Han blev valgt ind i Folketinget i 1981 for Socialdemokratiet i Vejle Amtskreds, hvor han også er født, og var særligt aktiv på sundheds- og retsområdet.

Når Torben Lund i dag ser tilbage på sin tid i Folketinget, fremhæver han partnerskabsloven fra 1989 som en bedrift, han er særlig stolt af.

Første af sin slags

Loven gjorde det muligt for homoseksuelle at få deres forhold registreret hos myndighederne og var den første af sin slags i verden.

På dette tidspunkt vidste offentligheden ikke, at Torben Lund var homoseksuel.

Det skete først ufrivilligt nogle år senere, efter at Torben Lund havde været sundhedsminister under Poul Nyrup Rasmussen (S) fra 1993 til 1994.

For i 1996 udgav en fratrådt chef for Sundhedsstyrelsen en bog, hvor det blev påstået, at to sundhedsministres seksualitet havde haft indflydelse på deres holdning til aids.

Sprang ud

Kort efter navngav TV 2 Torben Lund som den ene af de to ministre.

Derefter tog han "skridtet fuldt ud og sprang ud som homoseksuel", som han fortalte i 2020 til Kristeligt Dagblad.

Han forklarede i 2019 til B.T., at der var to grunde til, at han ikke havde fortalt offentligheden det før. Han havde sine to døtre, som han var bekymret for, og så ville han ikke blive sat i bås "som ham bøssepolitikeren".

Meldte sig ud

Efter perioden i Bruxelles blev Torben Lund programredaktør på tv-stationen DK4, og han var en overgang også formand for Danske Patienter.

Torben Lund meldte sig i slutningen af 2006 ud af Socialdemokratiet. Han havde inden da kritiseret partiets højredrejning og daværende formand Helle Thorning-Schmidt, som han havde siddet i Europa-Parlamentet med.

Det var dog først i 2009, at han fortalte om sin udmeldelse.

Torben Lund, der er uddannet jurist, fejrede i 2024 sølvbryllup med Claus Lautrup. Parret bor på Vesterbro i København.

Fra sine to første ægteskaber har Torben Lund to døtre, der hver har to børn.



Powered by Labrador CMS