70 år i dag
David Attenborough er blevet en britisk institution. Gennem 70 år har han utrætteligt skildret klodens utrolige natur, men i en alder af 95 er han foruroliget
“I’m standing here …” indleder britiske David Attenborough mange af sine klassiske tv-reportager om Jordens betagende natur.
Om det gælder farvestrålende paradisfugle på frierfødder i Indonesien eller sultne isbjørne på polarisen.
Sir David Frederick Attenborough, som lørdag den 8. maj fylder 95, kan uden overdrivelse kaldes verdens mest fremtrædende naturformidler til alle tider.
Siden 1952 har han for BBC med engagement og begejstring berettet om vores fantastiske og dog sårbare planet. Om jungler, skove, oceaner, ørkner og bjerge.
Hans tv-beretninger skildrede til at begynde med især klodens naturvidundere. Dengang i sort/hvid. Men fokus er de senere år også rettet ind på truslerne mod den engang så rige biologiske mangfoldighed på kloden.
Skælsættende naturserier
Attenborough og hans mangeårige arbejdsplads, BBC, står bag skelsættende naturserier som “Den Frosne Planet”, “Vores Planet” og “Den Blå Planet”.
I 2019 kom serien “Our Planet”, der har sat nye standarder for naturdokumentarer.
Serien blev en tv-mæssig bedrift. Over fire år filmede 600 mennesker i 50 lande med ultramoderne teknologi, og “Our Planet” bringer seeren tættere på Jordens dyreliv og økosystemer end nogensinde før.
Kritikere har skoset tv-folk og naturfotografer for at præsentere et skønmaleri af Jordens trængte natur og nedtone de menneskeskabte trusler mod dyr og planter og hele vores livsgrundlag.
Man ser sjældent bygninger eller naturødelæggelse og andre tegn på menneskelig aktivitet i de smukke billeder.
Et kritisk vidnesbyrd
Den eftertanke og selvrefleksion kom så i 2020 med dokumentarfilmen “Et liv på vores klode”.
Filmen er et kritisk vidnesbyrd om udviklingen i de år, Attenborough har skildret naturen. Her deler han sin bekymring for planetens tilstand og menneskehedens fremtid.
Forandringerne på Jorden i de forgangne årtier er monumentale, illustreret af et par tal i filmen: I 1960 var vi 3 milliarder mennesker på kloden. 60 år senere var tallet 7,8 milliarder indbyggere i 2020 – eller godt på vej mod en tredobling.
I samme periode voksede mængden af CO2 i atmosfæren fra 315 til 415 milliontedele. Og Jordens areal med vild natur blev voldsomt reduceret fra 66 til 35 procent.
Attenborough taler for at bremse befolkningseksplosionen og mindske vores kødforbrug, ligesom han vil styrke ren energi og udlægge mere vild natur.
Mange priser
Han er født i Middlesex i England og voksede op på University College, Leicester, hvor hans far var rektor.
Han læste geologi og zoologi på Clare College i Cambridge og tilbragte fra 1947 to år i flåden. I 1950 giftede han sig med Jane Elizabeth Ebsworth Oriel, med hvem han fik to børn. Hun døde i 1997.
David Attenborough har modtaget en hoben priser for sine film. Og adskillige nyfundne planter, fisk og insektarter er opkaldt efter ham. Han var i 1991-1996 formand for det britiske Kongelige Selskab for Naturfredning.