70 år i dag
Karl Rove er kendt som en af de bedste til kunsten at vinde et valg i USA. Nogle rynker på næsen af metoderne. Få tvivler på den nu 70-årige Roves evner.

Karl Rove er håndværker. Politisk spin-håndværker.
En rådgiver, der styrer valgkampe og vinder dem. Ofte med metoder, som mange andre ikke vil bruge.
Artiklen fortsætter under videoen
Roves metoder blev brugt for år tilbage – inden Donald Trump i 2017 blev præsident.
Men efter fire år med Trumps fordrejninger af fakta og øgenavne til politiske modstandere ligner Karl Rove næsten en engel.
Republikaneren Karl Rove, der fylder 70 den 25. december, havde inden Trump-æraen ry for at være blandt de hårdeste hunde i det politiske spil i Washington D.C.
Han deltager stadig i debatten, men han er ikke helt på Trumps hold.
Usandsynligt
I midten af november rådede han derimod Trump til at erkende, at præsidenten tabte valget til Demokraternes Joe Biden.
Omtællinger og retssager ændrer ikke noget.
– Det er usandsynligt, at præsidentens bestræbelser vil ændre noget i blot en enkelt stat, skrev Rove i et indlæg i Wall Street Journal.
Han havde også et råd til Trump:
– Når hans dage ved domstolene er slut, bør præsidenten gøre sit til at forene landet ved at føre an i en fredelig overgang og droppe sine klager.
Gav Bush sejren
Karl Rove var leder af den kampagne, der gav republikaneren George W. Bush sejren ved valget i år 2000.
Han fortsatte som en af de nærmeste rådgivere for Bush og regnes for en af arkitekterne bag den daværende præsidents genvalg fire år senere.
Rove er besat af politik og ekspert i at analysere vælgerstatistik.
Han er kendt for at gå langt for at sejre.
Droppede ud af universitet
Han droppede ud af University of Utah tilbage i 1971, hvor han læste samfundsfag. Han begyndte i stedet at arbejde for det republikanske parti.
Herfra arbejdede han sig op.
I 1980’erne begyndte der at komme beskyldninger mod Rove om ufine metoder.
Han benyttede sig af såkaldte push-polls, hvor man ringer et utal af vælgere op og foregiver, at de deltager i en meningsmåling.
Mørklødet adoptivbarn
Selv om Rove aldrig har erkendt det direkte, så bar det hans aftryk, da der ved primærvalget i 2000 dukkede en push-poll op i South Carolina om Bushs republikanske modstander John McCain.
Nu afdøde McCain havde et mørklødet adoptivbarn fra Bangladesh.
“Vil du være mere tilbøjelig eller mindre tilbøjelig til at stemme på John McCain, hvis du vidste, han var far til et uægte sort barn,” lød spørgsmålet.
Så var tanken plantet i det racemæssigt følsomme South Carolina.
McCain tabte med et brag.
Forlod Det Hvide Hus
I 2007 forlod Rove Det Hvide Hus og stillede sig i spidsen for organisationen Crossroads, som samler bidrag til republikanske kandidater.
Han blev og er stadig en skarp politisk kommentator på tv-stationen Fox News.