60 år og stadig vild

40 år efter sin debut er sangerinden Kim Wilde fortsat aktiv. Støttet af en hypermusikalsk familie har karrieren holdt - dog garneret med nogle år som gartner.

Alle i Kim Wildes familie har eller har haft en musikalsk karriere: Far, mor, bror og søster. Så det mest overraskende i hendes eget liv er, at hun også blev gartner med eget tv-program.(Arkivfoto) – Foto: Maurizio Gambarini/Ritzau Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Den britiske sangerinde og sangskriver Kim Wilde skylder stor tak til Slagelse, når hun i dag den 18. november fylder 60 år som stadig aktiv kunstner.

I Antvorskovhallen i 1982 stod en ung og rystende nervøs sangerinde på 21 år med højt 80’er hår og pandebånd på scenen.

Artiklen fortsætter under videoen

Godt nok med to album bag sig – inklusive monsterhittet “Kids in America”.

Men hun skyldte at bevise, at hun også kunne levere varen live. Hun bestod testen. Resten er historie, som man siger.

For Kim Wilde med den tidstypiske trutmund og 80’er-skulderpuder gik i modsætning til så mange andre ikke ned, da 80’erne gik ud.

I stedet bed hun sig fast i scenekanten omend med et pudsigt jobskift undervejs.

Musik-familie

Fødselaren kommer fra en megamusikalsk familie. Faren er Marty Wilde. Han var ligesom Cliff Richard ét af britisk popmusiks helt store navne fra slutningen af 1950’erne.

Sammen med sønnen og produceren Ricky Wilde har han skrevet en del sange til datteren og er trods sine nu 81 år fortsat aktiv musiker. Den velsyngende gammelfar turnerer sågar stadig og havde gjort det i år, hvis det ikke var for covid-19.

I stedet kom Marty Wilde sammen med døtrene Kim og Roxanne på hitlisten i oktober i år med det corona-catchy nummer “Running Together”, som er en hyldest til nærværet i en svær tid.

Kæmpehit

Kim Wilde slog selv for alvor igennem i starten af 1980’erne med kæmpehittet “Kids in America”.

De næste ti år fulgte pæne succeser med både egne sange og coverversioner som “You Keep Me Hanging On” af Supremes og “If I Can’t Have You” af Bee Gees.

Understøttet af sit gode tv-look og et boomende MTV solgte Wilde over 20 millioner singler og 10 millioner album.

Men træt af livet som popsanger hoppede hun af toget i 1996, giftede sig med skuespilleren Hal Fowler og stiftede familie.

Hun uddannede sig til gartner og havearkitekt. Der endte med eget haveprogram på BBC i en britisk variant af Hokus Krokus.

Kom tilbage til musikken

Musikken var dog ikke lagt definitivt på hylden sammen med den lyserøde lipgloss. Omkring årtusindskiftet deltog hun i en succesfuld 80’er revivaltour med Paul Young og Human League.

Karrieren fik også ny luft med en duet med et andet 80’er ikon, tyske Nena med de berømte 99 luftballoner. Sammen indspillede de Nenas gamle “Irgendwie, Irgendwo, Irgendwann” på engelsk med pæn succes.

Det inspirerede Kim Wilde til en opdatering af egne gamle sange i mere moderne dansante rytmer på albummet “Never Say Never”. Siden har hun haft godt gang i karrieren ikke mindst i Tyskland.

Powered by Labrador CMS