60 år i dag

En følsom, indadvendt dreng fra små kår blev båret af trang til at blive tiljublet og elsket. Han endte som en af de største komikere. Jim Carrey fylder 60

Jim Carrey fotograferet på den røde løber ved en filmpremiere i 2017.(Arkiv)
Jim Carrey fotograferet på den røde løber ved en filmpremiere i 2017.(Arkiv)
Udgivet Opdateret

Det er en mild underdrivelse at kalde den canadisk-amerikanske skuespiller og komiker Jim Carrey for et gummiansigt.

For hans fjæs og krop synes nærmest uden knogler og led, og hans vilje til at gå til ekstremer er i komisk særklasse.

Alligevel kan han, når han 17. januar fylder 60, ud over sine mange gakkede film også se tilbage på en række fremragende og mere seriøse roller.

Han voksede op under trange kår i Canada, hvor pengene var små. En ung og følsom Carrey måtte ved siden af skolen bidrage til familiens underhold.

Standup som 17-årig

Hans store drøm var dog mere at bidrage til verdens underholdning, og som 17-årig begyndte han at lave standup i storbyen Toronto.

Han fik skabt sig et navn og rykkede til Los Angeles og til småroller i tv-serier og film.

Men der skulle ti år og mange jokes til, før det store gennembrud kom.

Gennembrud som 'Ace Ventura'

Det ramte ham i form af den spraglet klædte kæledyrsdetektiv "Ace Ventura". Med vanvittige grimasser og kropssprog jagtede han en forsmået, kønsskiftet football-spiller, som havde kidnappet en delfin.

Så var Carrey ligesom i gang. Samme år fik han hovedrollen i actionkomedien "The Mask", hvor han med sit delvist computeranimerede gummifjæs forførte både publikum og Cameron Diaz.

Næste stop var lårklaskeren "Dum & Dummere", produceret af Farrelly-brødrene, uden nedre grænser for, hvad der kan jokes med.

Urin i ølflasker, tyndskid og truede ugler dræbt med champagnepropper for eksempel.

Andre af Carreys kendte film er som Gækkeren i "Batman Forever" og "I Love You Phillip Morris" i en charmerende tour de force som storsvindlende bøsse.

Mere kompleks

Privat er Jim Carrey en langt mere kompleks person, der har kæmpet med årelange depressioner. Måske har det gjort ham god - også til de mere seriøse roller.

Som i hans Golden Globe-belønnede hovedrolle i Peter Weirs "The Truman Show", et ildevarslende forvarsel om det nye årtusinds superkyniske reality-tv.

Hans kunstneriske højdepunkt var hovedrollen i Philip Kaufmans unikke "Evigt solskin i et pletfrit sind", som leger med tanken om rent bogstaveligt at udradere fortidens sorger fra erindringen.

Golden glob for 'skæv' rolle

Hovedrollen i "The Man on The Moon" som hans eget store idol, den aparte, afdøde komiker Andy Kaufman, er en anden af Carreys skæve roller, og som han næsten lod fortære sig.

Filmen skaffede Carrey endnu en Golden Globe.

Priser er ikke alt, så han kan trøste sig med, at han desuden er god for over en milliard kroner fra hans mange blockbusters.

Han har været gift to gange, har en voksen datter og er også bedstefar.

Powered by Labrador CMS