60 år: Det vil han ikke huskes for
Under pandemien var Søren Brostrøm her, der og alle vegne
Indtil coronapandemien ramte, var det få uden for lægeverdenen, der kendte Søren Brostrøm.
Han var ganske vist direktør for landets øverste sundhedsmyndighed, Sundhedsstyrelsen, men når han forlod bygningen på Islands Brygge i København, var det de færreste, der bemærkede manden med det faste blik.
Det ændrede sig den 27. februar 2020, hvor den første i Danmark blev testet positiv.
En journalist på TV 2 havde været på skiferie i Norditalien med sin familie, og med sig hjem bragte han virusset.
Offentlig ansigt
Det gjorde i løbet af kort tid Søren Brostrøm, der i dag har rundet de 60 år til et offentligt ansigt.
Et utal af gange var det hans opgave på pressemøder i Spejlsalen i Statsministeriet at forklare, hvordan smitten kunne begrænses ved brug af mundbind, hjemmearbejde og behørig afstand ved familiemiddagen.

Når ordene slap op for statsminister Mette Frederiksen (S) og sundhedsminister Magnus Heunicke (S), var det Brostrøm, der måtte tage over.
"Sex er godt. Sex er sundt. Sundhedsstyrelsen går ind for sex" blev midt i alvoren en af hans mindeværdige replikker.
Han har siden fortalt, at han syntes, at han var nødt til at give noget af sig selv for at nå bredt ud.
Yderste venstrefløj
Derfor fortalte han i interviews på tv og i trykte medier om barndommen i Aarhus og siden i Alabama i USA, hvor hans far arbejdede som kræftforsker, ligesom han åbnede op om ungdomsårene som aktivist på den yderste venstrefløj og om sin homoseksualitet.
Og da hans mor, Karin Brostrøm, fik sin første coronavaccine, delte han et billede med teksten: Mor vil kraftigt anbefale alle at blive vaccineret, hun har arbejdet 42 år som børnelæge og ved, hvor vigtigt det er at forebygge alvorlige smitsomme sygdomme.
Da pandemien endelig drev over, ønskede han at blive ukendt igen.
Det er ikke derfor, at han i dag arbejder for Verdenssundhedsorganisationen WHO i Schweiz, men det har hjulpet, har han sagt i et interview med Kristeligt Dagblad.
- Jeg har ladet mig fortælle, at det tager cirka syv år at blive ukendt igen.
Aktiv dødshjælp
Helt tavs er Søren Brostrøm dog ikke. Da debatten om aktiv dødshjælp var på sit højeste i 2024, meldte han sig som skeptiker.
- Jeg blev læge for at redde liv, drage omsorg og for at lindre, og ikke for at tage livet af folk. Det mener jeg, er uforeneligt med lægegerningen, sagde han til Radio IIII.
Søren Brostrøm er læge fra Københavns Universitet og blev siden speciallæge i gynækologi og fødsler, ligesom han er uddannet i kikkertkirurgi.
Karrieren i Sundhedsstyrelsen begyndte i 2011 som enhedschef med ansvar for blandt andet sygehus- og specialeplanlægning.
Ridder af Dannebrog
Fire år senere avancerede han til direktør - en post, han bestred frem til 2023, hvor han rykkede til WHO's hovedkvarter i Genève for at blive seniorrådgiver.
Han var i forvejen bekendt med arbejdet, da han har haft flere tillidsposter i organisationen.
For sit bidrag til folkesundheden herhjemme blev Søren Brostrøm i 2018 ridder af Dannebrogordenen.
I 2021 blev han kåret som årets LGBT+-person ved Danish Rainbow Awards.