50 år: Det gør hende lykkelig

Patricia Schumann føler, at hun har valgt den rette hylde

Offentliggjort

Patricia Schumann har rundet de 50 år, og de fem årtier er gået stærkt, synes hun.

- Jeg føler faktisk, at jeg har lidt travlt, hvis jeg skal nå at få sat flueben ved alle drømmene, livsprojekterne og alt det andet, jeg har på hjerte.

Skuespilleren har blandt andet medvirket i DR-serien "Herrens Veje" og filmene "De forbandede år", "Den tid på året" og "Submarino". For den sidste modtog hun i 2011 en Bodilpris for bedste kvindelige birolle.

Andre kender hende som datter af cirkusartisten Benny Schumann.

Minimum 100 år

- Jeg krydser fingre for, at mine gener er lige så stærke som resten af familiens, og at jeg bliver minimum 100 år, for så er der en chance for, at jeg kan nå det hele.

Selv om hun stammer fra en cirkusfamilie, valgte hun at gå skuespillets vej.

Patricia Schumann elsker at arbejde i en branche, hvor der er plads til alle, også de skæve og originale.

- Mit arbejde er en så stor del af mit liv. Både fordi det gør mig lykkelig at skabe og være udøvende kunstner, men også fordi det er en livsstil.

Særligt glad er hun for hele tiden at kunne udvikle sig og blive bedre.

Plads til alle

Men også for at arbejde i en branche, hvor der er plads til alle. Også til de skæve og originale. Her føler hun sig hjemme.

- På den måde er den plan, jeg havde som barn, lykkedes. Jeg ville have et job, som jeg elsker, og jeg ville blive ved med at lege.

Lige nu har hun gang i flere projekter, og sådan har det stort set været, siden hun i 2005 blev uddannet som skuespiller fra Statens Teaterskole.

- Jeg har aldrig kedet mig, fordi der hele tiden er idéer og muligheder, som jeg tænker, vil gøre et publikum lykkeligt af at være vidne til.

På den runde dag skal Patricia Schumann arbejde, da hun medvirker i operetten "Den glade enke vol. 2" på Den Kongelige Opera.

Datoer overlappede

Forestillingen, der er dansk version af den oprindelige operette fra 1905, har resulteret i, at hun har måttet trække sig fra en anden forestilling, da datoerne overlappede.

- Det er bagsiden ved denne form for arbejde, at der ofte er ting, der ikke passer sammen rent datomæssigt.

Sideløbende med operaen er hun ved at afslutte optagelserne til "De forbandede år 3", der ligesom de to tidligere er skrevet af Anders Refn.

Patricia Schumann har tidligere været gift med skuespiller Thomas Bo Larsen. I februar 2024 blev hun gift med skuespiller Rasmus Krogsgaard.

De er forældre til sønnen Absalon.

Powered by Labrador CMS