2019s største biograffilm var fra året før

Der blev solgt flere biografbilletter i 2019, hvor Anders Matthesens "Ternet Ninja" solgte flest billetter.

Portræt af Anders Matthesen, der er aktuel med filmatiseringen af bogen “Ternet Ninja.” “Ternet Ninja” er den mest sete danske biograffilm i dette århundrede. Det viser tal fra Det Danske Filminstitut. Anders Matthesens animationsfilm har solgt 857.818 biografbilletter. (Foto: Asger Ladefoged/Scanpix)
Udgivet Opdateret

Igen i 2019 blev der solgt flere biografbilletter, men hvor det i 2018 var de danske film, der løftede salget, blev det seneste år præget af udenlandske film.

Topscorer i billetsalget var dog hverken udenlandsk eller fra 2019. Anders Matthesens “Ternet Ninja” fik egentlig premiere i 2018. Ikke desto mindre blev den med over 620.000 solgte billetter den mest sete biograffilm i 2019.

Artiklen fortsætter under videoen

Ud over komikerens hit blev 2019 præget af, at der var mere salg i de udenlandske film end året før.

I 2018 toppede Pixar-filmen “De Utrolige 2” hitlisten for udenlandske film med cirka 380.000 solgte billetter. Det kunne fem forskellige udenlandske film slå i 2019.

Disneys “Avengers: Endgame” toppede med næsten 575.000 solgte billetter, mens både “Joker” og “Løvernes Konge” også nåede over den halve million solgte billetter.

Oscar-vinderen i kategorien “Bedste film” i 2019, “Green Book”, solgte 415.000, hvilket var stort set det samme som “Frost 2”.

Flere store danske hits

Blandt de danske film blev “Jagtsæson” og filmatiseringen af Puk Damsgårds bog “Ser du månen, Daniel” de to største biografhit – begge med omkring de 473.000 solgte billetter.

Filmen “Dronningen” med Trine Dyrholm i hovedrollen var Danmarks bud på en Oscar-nomineret i kategorien “Bedste internationale film”. Den blev dog sorteret fra. Filmen solgte omkring 333.000 billetter herhjemme.

Vi ser alle genrer

Foreningen af Filmudlejere i Danmark (Fafid) bider mærke i, at der ikke synes at være nogen genregrænse for, hvad de danske biografgængere vil se.

Formand Mads Nedergaard siger i en pressemeddelelse, at der er alt fra folkekomedier og familiefilm over superheltefilm til tunge dramaer blandt de ti mest sete film i 2019.

I alt blev der solgt 13.208.559 biografbilletter.

Filmudlejerne er også begyndt at glæde sig til starten af 2020.

Her får Anders Refns besættelsesdrama “De forbandede år”, “Klovn The Final” samt “Marco Effekten”, der er den første i en ny række Jussi Adler Olsen-filmatiseringer, premiere.

Powered by Labrador CMS