1100 danske teater- og filmfolk gør op med sexisme og overgreb

Flere af de helt store skuespillere herhjemme er blandt underskriverne på et nyt "#MeToo-manifest". Ghita Nørby, Sofie Gråbøl og Pilou Asbæk er blandt de, der vil komme overgreb og chikane i branchen til livs.

Udgivet Opdateret

Ghita Nørby, Trine Dyrholm, Nikolaj Coster-Waldau, Sofie Gråbøl og Pilou Asbæk er blandt underskriverne af manifestet.

For filmfolk gør op med sexisme – også i Danmark.

Underskriverne ønsker en “ny kultur med nultolerance over for sexisme, seksuel chikane og seksuelle overgreb i den danske film- og scenekunstbranche”.

Desuden ønsker de et farvel til “tavshedskulturen og de patriarkalske strukturer” i branchen.

Det skriver flere danske medier torsdag den 25. januar – blandt andet Berlingske og Politiken.

Det gælder alle brancher

– Jeg skriver under for at gøre noget ved magtmisbrug, komme overgreb og sexisme til livs og for at skabe trygge og sunde arbejdsmiljøer i min branche. Og, ja, forhåbentlig også i andre brancher, siger skuespiller Ditte Hansen, der blandt andet er kendt for serien Ditte og Louise, til Politiken.

Manifestet er en reaktion på mere end 500 vidnesbyrd om sexisme, sexchikane og seksuelle overgreb.

De er blevet delt i en hemmelig Facebook-gruppe for kvinder i den danske film- og scenekunstbranche.

Det er på tide at gøre noget

Filminstruktør Charlotte Sachs Bostrup begrunder sin underskrift på manifestet med følgende ord:

– Det er på tide at gøre op med en kultur, hvor kvinder ikke respekteres på lige fod med mænd. Sexisme og overgreb imod kvinder har været hverdag. Nu skal det stoppe, siger instruktøren til Berlingske.

Det danske manifest har titlen #Time’sUp.

Samme titel havde et initiativ, der blev lanceret 1. januar i år.

Inspireret af amerikansk pendant

300 kvinder fra den amerikanske filmbranche stod bag.

Blandt underskriverne var skuespillerne Eva Longoria, America Ferrera og Reese Witherspoon.

Protestbreve er opstået i mange lande som følge af #MeToo-bevægelsen.

En bevægelse, der siden oktober sidste år har sat sexisme, overgreb og magtmisbrug på dagsordenen i hele verden.

Powered by Labrador CMS