Alle hjælper

Peter Mygind forsøger hvert år at sørge for, at ingen i familien brænder sammen juleaften. Dagen før, 23. december, kan han ses i "Alletiders juleshow" på TV 2

Udgivet Opdateret

Det er ved at være tid til at købe de sidste julegaver og bage det sidste julebag, så man kan være helt klar til juleaften.

Mens vi venter, spiller tv-vært Natasja Crone og skuespiller Peter Mygind op til "Alletiders juleshow", som sendes på TV 2 den 23. december.

Glemmer bekymringerne

Det er præcis, hvad danskerne har brug for lillejuleaften, mener Peter Mygind.

- Det er et show, hvor vi i år mere end nogensinde før har prøvet at skabe et øjeblik, hvor man lige glemmer alle bekymringer og forfærdeligheder ude i verden med stigende elpriser, krig, og hvad der ellers er, siger han.

Man kender især Peter Mygind fra danske tv-serier som "Nikolaj og Julie", "Borgen" og "Sommerdahl". Men for andet år i træk skal han og Natasja Crone underholde danskerne med "Alletiders juleshow".

Sikkert stress

I år byder programmet på kunstnere som Burhan G, Sanne Salomonsen, Lise Baastrup og Maximillian.

- Det er jo dagen før jul, hvor mange sikkert har stress over, om de har styr på alt. Om gæsterne kommer med et ordentligt humør, eller onkel Jens stadig er sur over, at han ikke fik mandelgaven sidste år?, siger Peter Mygind og fortsætter:

- Der er rigeligt med bekymringer, så det er et bekymringsfrit øjeblik, hvor man bare kan lade sig suge ind, siger han.

Vi passer på hinanden

Den 59-årige skuespiller kan godt genkende juleræset fra sit eget liv. Derfor kan det gøre julen ekstra speciel for ham, hvis han formår at hjælpe til, så ingen går ned med stress juleaften.

- Det vigtigste er, at vi passer på hinanden og ikke er øjenvidner til, at nogle brænder sammen, fordi de har for høje ambitioner om madlavningen. Det er sørgeligt og må ikke ske, fastslår Peter Mygind.

- Så jeg forsøger at byde ind i stedet for at sidde på min flade røv, mens nogen står og sveder ude ved gryderne. Jeg lader være med at spørge, hvad jeg skal gå i gang med, og går bare i gang, fortæller han.

Holder jul med børnene

- Der har da været øjeblikke, hvor jeg var mere optaget af at underholde gæsterne end at passe på min hustru, Lise, ude i køkkenet. Så det er bare med at få rumpetten derud, lyder det.

I år skal parret holde jul med deres to børn, børnebørn og Lise Mühlhausens mor, som de bor i familiekollektiv med. For at undgå julestress fordeler familien opgaverne juleaften.

Alt skal lykkes

- Vi laver lidt mad hver alle sammen. Én står for risalamanden, én står for anden, flæskestegen, rødkålen og så videre. Det hele skal ikke hænge på én enkelt person, siger Peter Mygind og fortsætter:

- Det er en aften, hvor alt skal lykkes, og alle skal være glade. Derfor er der tit spændinger. Så det er vigtigt at trække vejret dybt og hjælpe hinanden, siger han.

Peter Mygind og hans kone, Lise Mühlhausen, har været gift siden 1996. Sammen har de sønnerne Julius og Valdemar. (Arkivfoto).
Peter Mygind og hans kone, Lise Mühlhausen, har været gift siden 1996. Sammen har de sønnerne Julius og Valdemar. (Arkivfoto).

"Alletiders juleshow" kan ses på TV 2 den 23. december. Showet kan også streames på TV 2 Play.

Powered by Labrador CMS