Tappet for energi efter skilsmisse

DR-succes udskydes på ubestemt tid

Offentliggjort

Udskydelse af 'Tæt på sandheden'

Jonatan Spang udskyder den kommende sæson af 'Tæt på sandheden' på ubestemt tid grundet personlige udfordringer.

DR bekræfter, at programmet er fjernet fra sendeplanen, mens et nyt projekt allerede er optaget og klar til udsendelse.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Havde man set frem til snart at se den kommende sæson af DR's satireprogram "Tæt på sandheden", må værten Jonatan Spang desværre skuffe.

Han melder nu ud, at han har valgt at udskyde sæsonen på ubestemt tid. Det siger han til Ekstra Bladet.

- Det er halvandet år siden, at jeg blev skilt, og alt er desværre ikke faldet på plads endnu.

Mangler energi

- Jeg kom igennem sidste sæson, men var ikke tilfreds med min egen indsats, og jeg havde troet, at sommeren kunne bringe ro og give fornyet energi, men det er desværre ikke sket. Derfor har jeg set mig nødsaget til at udskyde sæson 14 indtil videre, lyder det til mediet.

DR bekræfter også over for Ekstra Bladet, at man har taget programmet ud af sendepladen for nu.

- Fremtiden for programmet er uafklaret, lyder det blandt andet i et skriftligt svar fra Anne Garlichs, der er programchef for ekstern tv på DR.

Jonatan Spang har været vært på "Tæt på sandheden" siden 2017. Han trak sig kort fra programmet under 12. sæson, hvor Esben Pretzmann vikarierede.

To programmer i kassen

Udmeldingen kommer kort efter, at Jonatan Spang i juni løftede sløret for projektet "Tæt på sandheden undersøger".

Og til Ekstra Bladet lyder det, at udskydelsen af den 14. sæson ikke kommer til at have indflydelse på det nye format, da programmet er optaget færdigt.

DR oplyser til Ritzau, at "Tæt på sandheden undersøger" kommer til at bestå af to afsnit, hvoraf det første kan ses på DRTV fra morgenstunden 6. august, mens det bliver sendt på DR 2 8. august.

- Har brug for pause

Jonatan Spang trak ligeledes stikket, da han var i gang med programmets 12. sæson.

Dengang lød det, at han gennem en længere periode havde trukket på sine reserver.

- Jeg er træt, og for at kunne genoprette min energi har jeg brug for at holde en længere pause, lød det.

Vikar sat ind

Det betød, at Esben Pretzmann for en stund satte sig bag det ikoniske skrivebord.

"Tæt på sandheden" har eksisteret siden 2017 og er et ugentligt satireprogram, der ser på aktuelle nyhedshistorier med humoristiske briller.

Jonatan Spang påbegyndte sin karriere som standupkomiker og har flere one-man shows i bagagen.

Han har desuden medvirket i flere film og teaterforestillinger, og han var i en periode teaterdirektør for Nørrebro Teater.

Powered by Labrador CMS