Sangstjerne deler sød nyhed
Nu skal der nye sange på repertoiret
Popsangeren Kat Stephie Holst Brandt er blevet mor for første gang, efter at hun har født sit og gemalen Michael Holst Brandts lille pige.
Det afslører hun på Instagram.
- For præcis et år siden var mit største ønske at blive mor ... I dag ligger hun her i mine arme. Velkommen til verden, lille Emmie, skriver den nybagte mor.
- Holdt på stor hemmelighed
Kat Stephie Holst Brandt afslørede nyheden om familieforøgelsen i sommer over for sine følgere på det sociale medie.
- Vi har holdt på en stor hemmelighed. Men ja, nu er den blevet for stor til at holde på. Kan du mon gætte, hvad det er?, skrev hun i opslaget ledsaget af et foto af en struttende mave og et skanningsbillede.
Fandt hinanden på Tinder
Sangerinden fandt kærligheden på datingappen Tinder i 2020, da hun mødte Michael Holst Brandt, som hun blev gift med i december 2021.
Kat Stephie Holst Brandt slog igennem som en del af poptrioen Sukkerchok i slutningen af 00'erne med hits som "Hvor som helst - når som helst" og "Det det". I dag laver hun musik under navnet Kat Stephie.
Stod frem i dokumentar
I DR-dokumentaren "Sexisme i musikbranchen" fra 2024 stod hun frem sammen med en række andre kvinder fra musikbranchen.
I den forbindelse skrev hun, at hun havde haft "traumatiske oplevelser af fysisk og psykisk karakter".
Ud over sit musikalske talent har Kat Stephie Holst Brandt også foldet sig ud som skuespiller - blandt andet i filmen "Bedre tider" fra 2023, og så har hun skrevet manuskriptet til kortfilmen "En af drengene" fra 2022.