Sådan bliver Christians nye rolle

Prins Christian kommer som kronprins til at spille en mere fremtrædende rolle, vurderer historiker

Prins Christian kommer til at spille en mere fremtrædende rolle i kongehuset, når han bliver kronprins i forbindelse med tronskiftet 14. januar.

Det siger historiker og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen.

- Han vil få en helt anden fremtrædende position og få mange officielle opgaver.

Træder i fars sted

- Han vil blive fast medlem af Statsrådet. Det betyder, at det er ham, der træder i sin fars sted og regerer landet, når kongen er i udlandet, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Da prins Christian 15. oktober fyldte 18, meddelte Statsministeriet, at prinsen først vil få apanage, når han fylder 21 år. Med mindre han inden da er blevet tronfølger.

Det er det, der sker nu, og som grundlæggende ændrer situationen for prins Christian.

Får mere at se til

- Alt har ændret sig med den her beslutning fra dronningens side, og derfor vil han efter alt at dømme begynde at modtage apanage, når hans position nu ændrer sig, forventer Lars Hovbakke Sørensen.

Prins Christian går på gymnasiet, og selv om han bliver kronprins med officielle pligter, vil der også være tid til, at han gennemfører en uddannelse, understreger lektoren.

Mens prinsen får mere at se til, kommer dronning Margrethe efter alt at dømme til at føre en mere tilbagetrukket tilværelse.

Prins Christian fyldte 18 år i oktober og kan nu formentlig se frem til en kalender, der også rummer officielle pligter som kronprins. (Arkivfoto).

Skal ikke blande sig

- Hun vil sikkert bevare nogle protektioner, men hun kommer formentlig til at trække sig meget tilbage og holde lav profil.

- Det vil være ud fra et synspunkt om, at man ikke skal blande sig i alt muligt forskelligt, når man først har trukket sig tilbage, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Han forudser, at dronningen får god tid til at dyrke sin interesse for kunsthåndværk. Hun har også tidligere lavet kostumer og scenografi på balletter, teaterstykker og film.

Dronningen vil formentlig blive boende i Christian IX's Palæ på Amalienborg, hvor hun har boet hidtil.

Bliver boende

På samme måde vil det kommende kongepar ifølge lektoren formentlig blive boende i Frederik VIII's Palæ som hidtil.

- Der er ikke et bestemt palæ, der er regentens palæ. Hvert palæ er et personligt palæ, som den pågældende har tilknyttet en stor del af livet, og som man fortsætter med at bo i, også når man som her går fra at være kronprins og til at blive konge, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Statsministeriet har meddelt, at dronningen efter tronskiftet fortsat vil blive tituleret som Hendes Majestæt.

Powered by Labrador CMS