Hun skal også spille på Smukfest

Medina og Noah Carter kommer til Smukfest til sommer. Det samme gør tre unge musikere fra Spot Festival

Medina spiller 10. august 2024 på Bøgescenen ved festivalen Smukfest i Skanderborg. I år vender hun tilbage, har Smukfest annonceret fredag. Også navne som Noah Carter, Annika og Svea S. er blandt de navne, festivalen har føjet til programmet. (Arkivfoto).
Offentliggjort

Nye Musiknavne til Smukfest 2025

  • Smukfest i Skanderborg tilføjer otte nye navne til sommerens festivalprogram.
  • Blandt de nye kunstnere er Medina, Annika, Svea S., Noah Carter, Josva og Anton Westerlin.
  • Internationale navne som Benjamin Ingrosso og Jude York vil også optræde.
  • Festivalen finder sted fra 3. til 10. august 2025 med over 120 musiknavne annonceret indtil videre.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Der bliver både plads til etablerede kunstnere og fremadstormende musikere på scenerne i Bøgeskoven i Skanderborg til sommer.

Fredag løfter Smukfest sløret for otte nye navne på årets festivalplakat. Samtidig føjer de tre navne fundet på Spot Festival til programmet.

Blandt de otte nye navne er de danske musikere Medina, Annika, Svea S. og Noah Carter. Derudover kommer også Josva og Anton Westerlin.

Ifølge musikchef Mikkel Xavier har det været "helt utroligt at se Annikas triumf i 2025, efter at hun spillede et af sine første festivaljob hos os sidste sommer".

- Aldrig har vi haft så stor en crowd på Live Camp, så i år får hun selvfølgelig en af de store scener på Smukfest, lyder det i en pressemeddelelse.

- Medina, en af dansk pops største dronninger, er vi også begejstrede for at se tilbage i Bøgeskoven. Hun står højt på mange gæsters ønskeseddel, når vi spørger, tilføjer Mikkel Xavier.

De otte nye navne rummer også internationale kunstnere som svenske Benjamin Ingrosso og australske Jude York.

På jagt efter tre

I weekenden blev festivalen Spot afholdt på flere scener i Aarhus. Her var Smukfest på jagt efter tre kunstnere, som skulle udfylde tre reserverede pladser til nye navne i musikprogrammet.

På Spot Festival håndplukkede Smukfest de tre navne Karoline Funder, Kayak og Søn.

Torsdag sagde Mikkel Xavier til musikmagasinet Gaffa, at det "betyder alt" for Smukfest at bidrage til musikkens kredsløb.

- Der kommer ingen fremtidige superstjerner og internationale bangers ud af Danmark, hvis talenterne ikke får scenetid – det vil vi gerne give, sagde han.

- Det er kun fem dage siden, at Smukfests bookere og scouts gik musikmættede hjem fra årets Spot. Så jeg er virkelig glad for, at vi allerede nu har lavet aftaler med de her tre navne, som alle er musikalsk interessante og kan give stærke oplevelser i bøgeskoven.

Mangler 40 navne

Først når programmet indeholder 160 musiknavne, er programmet komplet. Indtil videre er de oppe på over 120 navne.

Smukfest har allerede løbende annonceret navne som Shawn Mendes, Will Smith, 50 Cent, Anne Linnet, Tessa, Mø, August Høyen og dj'en Faustix.

Smukfest afholdes i Bøgeskoven fra 3. til 10. august 2025.

Festivalen har omkring 60.000 daglige gæster. Det gør den til en af landets største festivaler.

Powered by Labrador CMS