Har travlt efter hun er blevet mor

Skuespiller Lise Baastrup har fået mere travlt, efter at hun er blevet mor til to. Men hun føler sig ikke presset. Faktisk får hun mere overskud af det

Udgivet

For lidt mere end et år siden blev skuespiller Lise Baastrup mor for anden gang.

Nu har hun to døtre - Laura og Elin - på fem og et år.

Barn nummer to har påvirket hende på flere måder. 

Hendes udseende ændrede sig, og hun oplever også at have mere travlt.

- Man kan slet ikke forstå, hvor meget tid man egentlig havde mellem hænderne før. Når jeg møder folk uden børn, der siger, at de skal se, om de kan nå noget, så tænker jeg: "Ved du hvad? Hvis jeg kan nå det, så kan du nå det ti gange", siger hun med et smil og tilføjer:

- Samtidig med at jeg skal passe mit job, er der 30.000 ting ved siden af.

Aktuel i 'Sommerdahl'

I øjeblikket er den 40-årige skuespiller aktuel i femte sæson af TV 2 Charlie-serien "Sommerdahl".

Her spiller hun politikvinden Nadia Mendes, der også får travlt, da hendes faste makker går på barsel.

I Lise Baastrups eget liv har hun både fået mere at se til, mere tankemylder og så har hun også lagt mærke til, at hun er ramt af det, der kaldes "mental load".

Begrebet dækker over den nærmest uendelige huskeliste af små og store ting, der skal klares i en familie.

- Jeg har 28 åbne kasser oven i hovedet, og jeg er den, der er god til at koordinere og huske alt. Men det er også, fordi jeg tager ansvaret på mig, siger Lise Baastrup og fortsætter:

- Jeg har det sådan: "Du glemmer altid dit og dat". Så nu er det mig, der har styr på, hvornår der er fødselsdag, og at vi skal huske at købe strømper.

Lise Baastrup rundede 40 år i marts. Hun lægger ikke selv mærke til, at hun er blevet ældre. - Når jeg taler med en på 25, så tænker jeg: "Vi er samme alder", siger hun. (Arkivfoto).

Gift med Lisbet Dahls søn

I 2022 blev hun gift med scenograf Jacob Dahl, der er søn af revydronningen Lisbet Dahl.

Selv om det er Lise Baastrup, der står for huskelisterne i familien, betyder det ikke, at hendes mand ikke hjælper til.

- Jeg kan sagtens sige til min mand: "Gider du ikke lige ordne det her?". Og så ordner han det. Længere er den ikke. Det handler ikke om, at jeg har en mand, der ikke gider at hjælpe mig. Men jeg tror, at man som kvinde har en anden indstilling, siger hun.

Kvinder er ifølge Lise Baastrup mere tilbøjelige til at have hovedet fyldt med tanker og tjeklister.

Og det starter allerede i en tidlig alder.

- Fra vi kvinder er 10-11 år, begynder vi at tænke: "Hvornår kommer min næste cyklus? Jeg kan få børn nu. Jeg skal også huske at tage bind og tamponer med i skole", siger Lise Baastrup og tilføjer:

- Det er mange store tanker, man allerede i en tidlig alder skal begynde at koordinere. Så jeg tror, at det ligger helt i naturen, at vi (kvinder, red.) bare har totalt mange kasser åbne.

Ikke en dårlig ting

Mental load er ifølge Lise Baastrup ikke kun en ting, der rammer kvinder med børn og partner. Det samme gør sig gældende for singlekvinder.

- Det er bare vores (kvinders, red.) hjerner, der gør det helt naturligt.

At have travlt har dog ikke været en dårlig ting for skuespilleren. Hun føler sig ikke presset af det. Faktisk er hun blevet mere organiseret.

- På en eller anden mærkelig måde har jeg fået mere overskud af det. Og jeg er også blevet meget mere effektiv, efter at jeg har fået børn, siger Lise Baastrup og fortsætter:

- Hvis jeg har en halv time til mig selv, så føler jeg, at det er juleaften.

"Sommerdahl" kan ses hver søndag på TV 2 Charlie og på TV 2 Play.

Powered by Labrador CMS